50 comebackkoncerter med Michael Jackson var planlagt, og forberedelserne var i fuld gang. Men helbredet hos "The King of Pop" kunne ikke klare det store pres.
"Michael Jackson har givet den mere gas, end hans ressourcer kunne klare. Det er ret sandsynligt, at det kan relateres til en arbejdsbelastning," siger Jeanett Bonnichsen, psykolog i Center for Stress, til Newspaq.
Michael Jackson døde af et hjerteanfald i aftes dansk tid på UCLA-hospitalet i Los Angeles, efter lægerne forgæves havde forsøgt at genoplive popstjernen.
"Jeg tænkte umiddelbart, at det var arbejdet, da jeg hørte, han var død. Han var skrøbelig, og forberedelserne til koncerterne var en meget stor både fysisk og emotionel belastning," påpeger Jeanett Bonnichsen.
Hun fortæller, at netop hjerteproblemer som følge af arbejdsrelateret stress koster 1.400 personer livet hvert år herhjemme.
Jacksons mange koncerter krævede en stor grad af fysisk træning, og angiveligt pådrog popstjernen sig en række skader under forberedelsen. Desuden lå der er stort psykisk pres på ham for, at koncerterne blev succesfulde, efter de senere år har været mere præget af historier om retssager og om Jacksons skrantede helbred end af historier om hans musik.
"Hans gode hjælpere skulle nok have lavet et program, der var planlagt over en længere periode," siger Jeanett Bonnichsen.
Hun mener, Michael Jackson skulle have haft en meget lang forberedelse og genoptræning og så måske begyndt sin turne med en række intimkoncerter for at begynde langsomt.
"Det svarer til, når vi anbefaler, at folk starter på delvis raskmelding og med rutineprægede opgaver, der giver mindre emotionel og fysisk belastning," forklarer hun.
Michael Jackson blev 50 år og efterlader sig tre børn.