Corona-krisen på Silkeborg Højskole bliver værre og værre, skriver Midtjyllands Avis.
Skolen blev for en uge siden ramt af covid-19, hvor 14 elever og én ansat i første omgang var smittet med coronavirussen.
Tre dage senere var antallet af smittede steget til 22; 21 elever og én underviser.
Nu fortæller Midtjyllands Avis, at antallet af smittede er steget endnu en gang, og nu er oppe på i alt 37 smittede.
Alene siden torsdag er der konstateret ti nye smittede og man er nu tæt på, at hver fjerde på skolen er smittet. Der er 160 elever og lærere på Silkeborg Højskole.
- Det er mange smittede og jer er overrasket over, at det er så voldsomt, siger forstander Jacob Zakarias Eyermann til Midtjyllands Avis.
Alle elever er blevet testet første gang. Eleverne skal igennem to tests, inden de kan vende tilbage på skolen, såfremt begge tests er negative.