Daisy Diamond Instr: Simon Staho

Har du også tænkt på at drukne din evigt skrigende baby i badekarret? I så fald er det nok ikke noget, vi skal tale højt om,. Alligevel har den danske instruktør Simon Staho på udfordrende vis valgt at indramme de forbudte følelser, som enhver mor (måske) har.

I ’Daisy Diamond’ spiller den herhjemme ukendte svensker Noomi Rapace (på eminent vis) den enlige mor Anna, der ivrigt forsøger at få hul på en skuespiller-karriere, men trods overbevisende auditions bliver fravalgt, fordi hendes baby ligger i korridoren og vræler efter opmærksomhed.

Følsomt paradoks

Gang på gang må Anna gå hjem til sin tomme, triste lejlighed i et socialt boligkvarter og vugge det barn, som hun føler ødelægger alle hendes muligheder for netop at skabe et godt liv for de to. Et følsomt paradoks, som alle forældre (også vi fædre) nok kender til, men instruktør Simon Staho har udelukkende valgt at belyse konflikten fra kvindens side og dermed iscenesætte et forløb, der mere er en undersøgelse af tabuisering i yderste konsekvens, end en socialrealistisk falling down-historie.

Med andre ord er ’Daisy Diamond’ mere provokativ end realistisk, når vi ser, hvordan samvittighedsløse filminstruktører boller Anna for at ’kunne anbefale hende til andre i branchen’, og således glider den resignerede Anna lynhurtigt fra spillefilm (birolle uden replikker) over pornofilm (delt hovedrolle med få replikker) til escortservice (solo-hovedrolle med altdominerende replikker) mens hun bærer på en uhyggelig hemmelighed, som ingen opdager, for i denne film taler ingen om det, man burde tale om.

Usminket tragikomik

Det er grotesk, sarkastisk, og i visse scener direkte tragikomisk. For eksempel, når Trine Dyrholm entréer som den selvovervurderende tegnefilmsinstruktør, der taler om at blive for gammel i branchen, inden hun bagboller sølle Anna med en påspændingsdildo. Det er råt, usminket og klaustrofobisk. Og dermed så grænseoverskridende intenst, at det stort set ikke er set mage i dansk film. Lad mig advare om, at baby-scenerne gør direkte ondt i hjertet.

Unge Simon Staho er her på rent Lars von Trier-niveau. Også når det gælder den underliggende kommentar til filmbranchens kynisme og skuespillerfagets stræben efter autenticitet. At man skal have prøvet det for at kunne spille det. For at fremstå ’ægte’. At benytte den lidt klichéagtige alfons/luder-skabelon som motor og metafor er hermed tilgivet, fordi prostitutions-elementet spidder sagen på en facon, så man hører beton-feministernes kuldslåede røst vågne op til dåd og snuble i egne overfortolkninger.

Det er raffineret skruet sammen, måske banalt på overfladen, men som i Simon Stahos to tidligere svensk indspillede film ’Dag og Nat’ og ’Bang Bang Orangutang’ er det kærlighedens svært forklarlige vekselvirkning og tilhørende deroute, der optager den unge instruktør. Signaturen er dystre, rørende og uafrystelige film, ikke mindst takket være Stahos enestående evne til at få sine skuespillere til at gå planken ud.

Det er på høje tid, at danskerne for alvor får øjnene op for navnet Simon Staho. Så mødre (og fædre), tag jer sammen og gå i biffen. Nu. Og tag bare babyen med!