Anders Lund Madsen har en naturlig nysgerrighed på at komme derind, hvor der normalt ikke er adgang.
Men han har også en ubændig trang til altid at kunne komme væk igen.
- På den måde får jeg lov til at smage på livet alle mulige steder, lyder det fra ham.
Trods en introvert natur er det lykkedes Anders Lund Madsen at finde sin egen vej i journalistikken og tage favntag med tabuer som psykisk sygdom, ensomhed og død - altid med den skæve vinkel og uforudsigeligheden som følgesvend. Senest i den prisvindende programserie "På tirsdag skal jeg dø", som omhandler aktiv dødshjælp.
Den 15. oktober fylder journalist og tv-vært Anders Lund Madsen 60 år. Gennem livet har han fundet sin egen vej i journalistikken med det sære og uforudsigelige som fast følgesvend. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
At beskæftige sig så meget med tunge emner gør også, at man kommer tæt på sine egne sårbarheder.
- Jeg har lavet rigtig meget om døden, og det er for at forberede mig på, hvad der venter, siger Anders Lund Madsen med alvor i stemmen.
Den 15. oktober fylder den kendte journalist 60 år.
At lave et portræt af hele livet er lige tidligt nok, påpeger han. Måske når han bliver 75, siger han med et underfundigt smil på læben.
Anders Lund Madsen fisker sin telefon frem og regner noget ud på lommeregneren.
- Jeg har levet knap 22.000 dage, konstaterer han.
- Det er 22.000 morgener og 22.000 gange madpakker. Det skal man anerkende, og det gør jeg selvfølgelig ikke, siger han.
Da Anders Lund Madsen kom i praktik på Ekstra Bladet, forsvandt frygten for at kontakte kilder langsomt. Det var også på samme avis, at han fandt ud af, hvis han skulle gøre noget, der var meningsfuldt for ham, skulle han selv finde på det. (Arkivfoto). Nf/Ritzau Scanpix
Selv om Anders Lund Madsen slet ikke føler sig gammel, er han smerteligt klar over sin egen dødelighed.
- Jeg ved, at jo ældre jeg bliver, desto større risiko er der for, at jeg får en blodprop eller noget andet, der gør, at jeg rent kognitivt eller intellektuelt ikke er i stand til at lave det, jeg laver. Jeg har ikke nogen pension, så jeg er nødt til at arbejde, indtil jeg dør, under en vis form, siger han.
Anders Lund Madsen filosoferer over, at når man er 20 eller 30 år, er døden et meget abstrakt begreb. Men når man bliver 60, er det absolut ikke så abstrakt længere.
- Det er også lidt derfor, jeg bliver ved med at få børn, for så bliver jeg nødt til at overleve, siger han.
I alt har Anders Lund Madsen syv børn, hvoraf fire er med hustruen, Karin Prehst Lund Madsen, og tre er fra et tidligere ægteskab. Når hans sidste barn flyver fra reden, har han haft hjemmeboende børn i noget, der nærmer sig fem årtier.
At have børn i flere generationer gør, at Anders Lund Madsen bliver fastholdt i tidsånden.
- Lige meget hvor hip man tror, man er, er jeg i ærefrygtig forbløffelse over, hvordan deres verden er i forhold til min, siger han og fortsætter:
- Hele deres identitetsverden er så anderledes, fra da jeg voksede op. Det er enormt imponerende at følge med i, men også meget mærkeligt, fortsætter han.
I det hele taget ser han med glæde og stolthed på at have lavet nogle børn med det primære projekt at gøre dem til gode mennesker.
- Det er en god konkret opgave, hvis man som mig har nogle sociale udfordringer. Lav nogle børn, for du er nødt til at interagere med dem, mener Anders Lund Madsen.
- Det er det bedste i verden.
Anders Lund Madsen er gift med Karin Prehst Lund Madsen, der arbejder som havfrue. Sammen har de fire børn. Desuden har han tre voksne børn fra et tidligere ægteskab. Dermed kan han kalde sig for far til syv. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Grundlæggende er Anders Lund Madsen meget utryg ved sociale situationer, hvor der ikke er noget konkret formål med samtalen.
Anders Lund Madsen har på den anden side intet problem med at tale med dronning Margrethe eller Madonna, så længe der er et journalistisk formål. Men et møde i beboerforeningen kan gøre ham bange i flere dage op til. Af samme årsag er forældremøder i børnenes skole noget, som hans hustru tager sig af.
- Heldigvis er jeg gift med en kvinde, der lader mig være, som jeg er, og det er den største gave, man kan få, siger han.
Anders Lund Madsen har ofte gang i mange projekter. Gennem karrieren har han lavet både radio, fjernsyn, været avisskribent og lavet shows.
Gennem sin karriere har Anders Lund Madsen ad flere omgange dannet professionelt par med tv-værten Anders Breinholt. De to har blandt andet lavet radioprogrammet "De sorte spejdere" sammen og senest podcasten "Anders & Anders". (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Han stod i spidsen for det populære radioprogram "De sorte spejdere" med sin faste makker Anders Breinholt. Han var ankermand på "Det nye talkshow" på DR. Han var med til at starte Zirkus Nemo med Søren Østergaard, og så har han sammen med sin bror, speciallæge i psykiatri Peter Lund Madsen, lavet flere shows.
Men at Anders Lund Madsen skulle ende som journalist, lå ikke nødvendigvis ligefor.
Barndommen tilbragte han i et kulturradikalt og bekymringsfrit hjem med tolerante forældre i Sorgenfri nord for København.
Der var relativt frie rammer. Men fra moren lød det dog, at det nok var bedst at få sig en eller anden form for uddannelse.
Det fik Anders Lund Madsen til at skyde med spredehagl for at opfylde sin mors ønske - både medicin, jura, arkitektur og psykologi. Med i søgepuljen var også Journalisthøjskolen i Aarhus. Men optagelsesprøven gik katastrofalt. Han gav det et skud mere, men heller ikke der gik det.
Efter et mislykket ophold på jurastudiet tog Anders Lund Madsen på højskole. Der skrev han en artikel om Mumitrolde.
- Egentlig var det mere et slags essay over bogen "Mumifar og havet", og det var meget langhåret. Men jeg sendte den alligevel til Ekstra Bladet. Det var vel lige så dumt som at sende en pornonovelle til Kristeligt Dagblad, fortæller han.
Men mod alle odds blev historien trykt, og han fik ovenikøbet 800 kroner for den.
Det blev en kæmpe øjenåbner, for Anders Lund Madsen havde fundet noget, han var god til, og som han tilmed kunne tjene penge på.
- Der var jeg solgt til journalistikken, fortæller han.
Det lykkedes i tredje forsøg at komme ind på Journalisthøjskolen og senere at finde en praktikplads på Ekstra Bladet, som skulle komme til at definere hans karriere.
Han var dygtig til at skrive. Men på Journalisthøjskolen fik han andre til at ringe til kilderne. Han var faktisk decideret bange for det. Men på Ekstra Bladet blev han tvunget til det.
- På få år gik jeg fra at være den dårligste journalist til at blive dygtig, fortæller han.
- Det endte med at være skidesjovt, fordi de tvang mig til ikke at være bange, og så brugte jeg det nyfundne mod til bare at gå ud i verden.
I sin tid som praktikant fandt Anders Lund Madsen også ud af, at det der med at bide magthaverne i haserne, det var ikke ham. Nogen særlig flittig repræsentant for den fjerde statsmagt eller arrig vagthund blev han aldrig.
- Lige så stille fandt jeg ud af, at hvis jeg skulle gøre noget meningsfyldt, var jeg nødt til selv at finde på det – lave min egen niche. Det blev det underlige stof, fortæller han.
- Det var ikke noget, der ændrede verden, men det ændrede min verden. For jeg fandt ud af, at jeg var god til det.
I det at finde de skæve historier lå der også et pres, der senere er blevet en drivkraft for Anders Lund Madsen.
- Jeg er meget dovent anlagt, og det betyder, at jeg bliver tvunget til at have en deadline, der tvinger mig til at finde på noget. Og det har jeg for det meste været god til, siger han.
"På tirsdag skal jeg dø" er titlen på en dokumentarserie, som Anders Lund Madsen lavede sidste år. Den omhandler aktiv dødshjælp og er for nylig blevet belønnet med en såkaldt sølvdelfin ved uddelingen af Cannes Corporate Media & TV Awards. (PR-foto). Privatfoto/DR/PR-foto/Free
Hvis Anders Lund Madsen skal opsummere sin karriere, kalder han den en form for social succeshistorie. Som ung havde han en fornemmelse af, at det han kunne, ikke kunne bruges til noget.
- Min storebror er læge. Det kan altid bruges. Men der er jo for eksempel aldrig nogen i biografen, der rejser sig op og råber: "Er der en journalist til stede?".
Men med tiden lærte han, at den skæve tilgang kunne åbne nogle døre. Det blev et slags kardinalpunkt i karrieren.
For Anders Lund Madsen er draget af, hvad der gemmer sig på den anden side af den lukkede dør.
Han kan stadig finde på at stoppe i sin bil foran højhusene i Sorgenfri og kigge ind på lejlighederne og tænke: "Hvad foregår der inde bag væggene?".
- Der er en grundlæggende værdi i, at der er en historie i næsten alt. Og jeg har stadig til gode at blive træt af at ringe på en dør og se, hvad der sker lige om lidt, siger han.
Gennem karrieren har han fået lov til at kigge ind bag nogle af disse døre. Han har blandt andet være inde på en lukket psykiatrisk afdeling, ledt efter humoren på dødsgangen i Texas og fulgt Preben Nielsen, der blev lammet efter en arbejdsulykke, på sin rejse til Belgien for at modtage aktiv dødshjælp.
- Jeg bliver meget taknemmelig over som journalist at kunne vise forskellige miljøer, men også at kunne gå væk fra det igen, siger Anders Lund Madsen.
Når man som Anders Lund Madsen er introvert, men bruger sig selv i sit arbejde, medfølger der også et behov for at lade batterierne op. Og når han ikke lader op med fritidsaktiviteter, har han fundet et andet helle.
- Jeg har faktisk ingen fritidsinteresser - det er der ikke tid til med alle de børn og mit arbejde. Men jeg har kæmpet mig til et kontor i mit hus.
- Der slapper jeg helt af, for ingen kan komme til mig. Der er jeg helt i ro. Hvad laver jeg der, spørger jeg mig selv retorisk – ingenting, svarer han så.
/ritzau/