Obama taler til berlinerne, Obama mødes med Frankrigs præsident, Obama er på vej til England.
Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama forstår at sætte dagsordenen i både udenlandske og amerikanske medier. Faktisk i sådan en grad, at Republikanernes præsidentkandidat må kæmpe for sin bid af lagkagen, når medierne skriver om den amerikanske valgkamp.
Amerikanske avislæsere har muligvis allerede bemærket, at Barack Obama fylder godt i spalterne, men nu står det soleklart.
I hele 78 procent af alle amerikanske mediers artikler om valgkampen, har Barack Obama haft en vigtig rolle, siden den dag han slog Hillary Clinton og blev valgt som Demokraternes præsidentkandidat. For John McCain gælder det kun for 51 procent. Det viser nye tal fra Project for Exellence in Journalism.
Oven i det skal man have for øje, at det ikke engang viser det mere præcise billeder af, hvem der er valgkampens stjerne, da der ikke er taget højde for hvis ansigt, der har nået forsiden og hvis, der er blevet gemt bagerst i avisen.
Et nyt ansigt
Ifølge CNN skyldes Barack Obamas popularitet hos medierne blandt andet, at han er et nyt ansigt i mediebilledet og selvfølgelig også, at han er den første seriøse afro-amerikanske præsidentkandidat.