Kinas ambassadør i USA siger søndag i et interview, at hans land ikke sender våben til Rusland, der kan bruges i krigen mod Ukraine.
Præsident Joe Biden har før weekenden advaret Kinas leder, Xi Jinping om, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Kina hjælper Rusland med at føre krig.
- Der er misinformationer om at Kina giver militær bistand til Rusland. Det afviser vi, siger ambassadør Qin Gang til CBS News.
- Det, som Kina gør, er at sende fødevarer, medicin, soveposer og babymad, ikke våben og ammunition til nogen af parterne, føjer han til.
Kina deler sammen med Rusland et fjendtligt forhold til USA. Ved optakten til vinter-OL i Beijing i februar var Ruslands præsident, Vladimir Putin, på besøg hos Xi.
Her svor de to ledere et partnerskab "uden grænser" og bakkede hinanden op i deres konflikter med Ukraine og Taiwan.
Kinas ambassadør i USA siger, at det fortsat er hans lands politik at "fremme fredsforhandlinger og opfordre til øjeblikkelig våbenhvile".
USA og EU er skeptiske. De har peget på, at Kina ikke åbent har villet taget afstand fra, at Rusland har angrebet Ukraine.
Men Qin siger, at det ikke ville nytte noget.
- Vi behøver fornuft. Vi behøver mod. Og vi behøver godt diplomati, siger han.
Ifølge præsident Xi er krigen i Ukraine dybest set en konflikt mellem Rusland og Nato, og de to parter må tale sammen.
Xi sagde fredag under videosamtalen med Biden, at konflikter og konfrontationer, som de udspiller sig i Ukraine, ikke er i nogens interesse. Det rapporterede de kinesiske statsmedier.
- Den ukrainske krise er noget, vi ikke ønsker at se, sagde han.
Kina har undladt under en afstemning i FN's Generalforsamling at støtte en resolution, der fordømmer den russiske invasion i Ukraine. 140 lande støttede resolutionen, mens fem lande stemte imod. Kina og Indien var blandt de lande, der undlod at stemme.
/ritzau/AFP