Lastbilangrebet, der har kostet fire livet i Jerusalem, skaber vrede og fordømmelse blandt israelerne.
Men israelerne har også vænnet sig til, at den slags angreb er en del af hverdagen, siger Danmarks ambassadør i Israel, Jesper Vahr.
- Den slags hændelser er desværre noget, der sker om ikke hver dag, så i hvert fald meget ofte i Israel, siger Jesper Vahr.
- Når der sker sådan noget, som det vi har set i dag, så er der sorg og politisk fordømmelse.
- Men hvis ikke det indvarsler en ny fase, så indfinder hverdagen sig hurtigt igen, siger Jesper Vahr.
Det var en palæstinensisk mand fra det besatte Østjerusalem, der ifølge politiet sad bag rattet i den dødbringende lastbil.
Efter at have torpederet gruppen af soldater blev chaufføren skudt.
15 personer blev kvæstet, da de blev ramt af lastbilen.
Israelsk politi slog umiddelbart efter hændelsen fast, at der var tale om et terrorangreb.
Vrede palæstinensere har stået bag en række angreb på jøder i Israel og den besatte vestbred.
Hyppigst ved at angribe jøder med kniv, men også i flere tilfælde ved at bruge biler og lastbiler til at køre ind i folkemængder.
- I efteråret 2015 blev der indledt det, man har kaldt en kniv-intifada som omfatter angreb med knive og påkørsler med biler - ikke ulig det, vi har set i dag, siger den danske ambassadør.
- Antallet af den slags angreb har været for nedadgående på det seneste, siger Jesper Vahr.
Han mener, det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt søndagens hændelse indvarsler en eskalering i angrebene.
- Man skal være påpasselig med at tale om en ny bølge på basis af det angreb, vi har set i dag, siger Jesper Vahr.
Han fortæller, at der er en anspændt sikkerhedspolitisk situation, ikke mindst efter at FN's Sikkerhedsråd før jul vedtog en resolution, der fordømmer Israels bosættelser.
Resolutionen kræver et stop for de israelske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.
Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at der ikke er danskere blandt de dræbte. Man har heller ikke oplysninger om, at der skal være danskere blandt de sårede.
/ritzau/