ONSDAG skrev SF’s næstforperson, Signe Munk, at Alternativets idé om at indfase en 30 timers arbejdsuge – ifølge vurderinger fra hhv. Finansministeriet og Kraka – vil ”koste” velfærdskassen mellem 130 og 270 mia. kr.
Det er glædeligt, at så mange stemmer deltager i debatten om at nedsætte arbejdstiden fra 37 timer til 30 timer over en 10-15-årig periode. Det betyder nemlig, at vi gennem den løbende dialog kan skabe en mere detaljeret forståelse for, hvad ideen egentlig går ud på. Og det vil jeg også bruge dette indlæg til – herunder at nuancere samt få afmonteret et par myter.
Finansministeriet har selv nuanceret én myte: Nemlig, at borgernes købekraft ville blive mindre ved indfasningen af en 30 timers arbejdsuge. Det skete, da ministeriets økonomer offentliggjorde en vurdering, der viste, at hvis en 30 timers normtid indfases over 14 år, kan borgernes købekraft fastholdes, som den er i dag.
Den anden myte handler om, at de 270 mia. kr. skulle vedrøre ’velfærdskassen’. Det er forkert. Tallet handler om vores bruttonationalprodukt, hvilket også fremgår af Krakas skøn. Så lad os fokusere på det tal, der rent faktisk handler om ’velfærdskassen’ – Finansministeriets vurdering af, at det vil ’koste’ 130 mia. kr. I hvilket omfang tallet kan siges at være præcist, vil jeg vende tilbage til.
NU ER DET SÅDAN, at samfundet hvert år bliver mere effektivt, fx ved digitalisering, automatisering og forbedrede arbejdsgange. Dette bliver kaldt produktivitetsforøgelsen, og kan oversættes til, at vi hvert år ’producerer’ lidt mere på hver time, end vi gjorde året før.
Overenskomstforhandlingerne plejer at forløbe som følger: Først sikrer man, at de ansatte vil have den samme købekraft fremadrettet, og herudover veksler man den årlige produktivitetsforøgelse til øgede lønninger.
Vores forslag går i al sin enkelhed ud på, at de næste overenskomstforhandlinger, når det først er sikret, at de ansatte fremadrettet vil have den samme købekraft, veksler den årlige produktivitetsforøgelse til nedsat arbejdstid.
Dermed vil vi opretholde samme velfærdsniveau i det offentlige og til gengæld få mere fritid. Der er altså ingen, der skal fyres, eller noget som helst i den dur. Faktisk er de 130 mia. kr. fugle på taget. De er et gæt på, hvad vi måske kunne have mere på den offentlige saldo om 10-15 år. Og det er især ved sådanne gæt på den lange bane, at Finansministeriets regnemodeller har vist sig særligt svage.
DERMED ER DET også opfunden myte, at indfasningen af en 30 timers arbejdsuge vil betyde mindre personale som fx sygeplejersker. Velfærdsniveauet vil være det præcis samme, som det er i dag. Vil vi have et endnu højere velfærdsniveau, skal vi investere i det, og det gør vi meget gerne i Alternativet – det har bare ikke noget med 30 timers arbejdsuge at gøre.
Finansministeriet sparer ikke på de store malerier. Således skriver de i deres notat, at en 30 timers arbejdsuge vil have ”vidtrækkende konsekvenser for de offentlige finanser og den offentlige service”, hvilket i flere medier efterfølgende bliver tolket som, at vi kommer til at miste penge. Det er ikke tilfældet.
Alle store ændringer i samfundet vil have vidtrækkende konsekvenser, det siger sig selv. For eksempel havde det vidtrækkende konsekvenser, da vi sænkede arbejdstiden fra 44 til 37 timer i perioden fra 1966 til 1990, og da vi fik indført lørdagsfri i 1974. Men de var positive og betød, at vi fik mere tid til os selv og vores nærmeste.
OG SÅ TILBAGE til selve vurderingen på de 130 mia. kr. Her gælder det, at Finansministeriet har udeladt en perlerække af væsentlige forhold i deres vurdering. Et af de forhold handler om, at indfasningen af en 30 timers arbejdsuge vil kunne fordele det arbejde, der er, på flere hænder. Det betyder, at medborgere, der i dag er på passiv forsørgelse, i stedet vil tjene deres egne penge. Det betyder en markant besparelse på de offentlige ydelser, hvilket fx kan bruges til at investere i flere kolleger i fx sundhedsvæsnet, i børnehaverne og på skolerne.
Et andet forhold, der ikke er medtaget i Finansministeriets vurdering, er, at færre timer brugt på arbejdspladsen vil betyde, at fx forældre kan aflevere børnene senere og hente dem tidligere. Det vil for det første lette presset på fx børnehaver, fritidsordninger og så videre således, at fx pædagogerne får mere tid til at trøste børnene, når de græder. Det vil i den grad styrke den faglige stolthed, når pædagogerne vil opleve rent faktisk at have mere overskud til kerneopgaverne.
Skal vi imidlertid virkelig slå et slag for, at de offentligt ansatte både oplever mere faglig stolthed og får mere tid til fx den menneskenære omsorg, så kan vi gøre op med det kontrolregime, der betyder at hver enkelt offentligt ansatte i gennemsnit bruger én time om dagen på at registrere egen arbejdsindsats. Det svarer til 60 mio. timer om året, der for det første går fra fx den menneskenære omsorg og for det andet koster op mod 10 mia. kr. Hvert år.
ET TREDJE forhold, der ikke er medtaget er de økonomiske effekter af, at de 900.000 danskere, der ude i virkeligheden oplever at have svært ved at få arbejds- og privatliv til at hænge sammen, vil få mere overskud i hverdagen. Ej heller er det medtaget, hvad en kortere arbejdsdag vil have af betydning for de 35.000 danskere, der hver dag melder sig syge med stress, og de mange tusinder, der bliver ramt af nedslidning. Stress koster 14 mia. kr. Hvert år.
Så lad os bare stille og roligt konkludere, at de 130 mia. kr. er noget usikre, og sådan er det for de fleste af Finansministeriets udregninger. Bedste eksempel på dette var da Finansministeriet vurderede, at 4.000 ville falde ud af dagpengesystemet, mens det reelle tal endte på 50.000.
Det er derfor, at vi går yderst kritisk til Finansministeriets regnemetoder og modeller. Her står vi øvrigt langt fra alene. SF har længe været kritiske, og gruppeformand Jacob Mark har for nylig understreget, at det stadig er tilfældet. Fx skrev han i et debatindlæg følgende:
”… og derfor er vi også nødt til at vende regnemodellerne på hovedet og regne forebyggelse med i modellerne.”
DET ER FORMULERINGER som den, der betyder at vi i den grad ser os som allierede med SF, når det kommer til at tage et opgør med regnemodellernes forsimplede vurderinger. Vi håber selvfølgelig, at også Signe Munk en dag vil bidrage til den kamp.
At vi tager det opgør er nemlig forudsætningen for, at vi igen kan begynde at investere i hinanden, i bedre liv, mere uddannelse, mere sundhed, mere forebyggelse, klima, miljø samt drømme og visioner. Kort sagt: Alt det, vi egentlig gerne vil have, men lige nu ikke måler os på.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.