Han er vokset op på et lille husmandssted i landsbyen Grønholt uden for Frederikshavn, hvor livet for det meste stod stille, og ingen havde behov for at bevæge sig længere væk end tre kilometer fra byen.
Men den garvede musiker og sangskriver Allan Olsen har selv en indre rastløshed i sig og en trang til at flytte sig nye steder hen.
I hele sit liv har han værnet om sit privatliv, men samtidig lever han af at øse ud af sig selv, og han har netop udgivet anden del af sin selvbiografi, som har fået titlen "Laksetrappen".
Som alle andre er 62-årige Allan Olsen et menneske med nuancer, og i de ni måneder han har brugt på at skrive sin nye bog, har han tænkt meget over, hvorfor han er blevet, som han er.
- Når man begynder at huske tilbage på sit liv og skrive om det, så ser man nogle ting i et andet lys, og jeg har i høj grad tænkt over, hvorfor jeg agerer og reagerer, som jeg gør, og hvad det udspringer af, siger han.
"Laksetrappen" handler om Allan Olsens ungdom og voksenliv.
Historien begynder, da han som 22-årig ankommer til Aarhus fra Frederikshavn med intet andet end sin Martin D-28S-guitar og en Føtex-pose med rene sokker.
I Aarhus begynder han at skrive sange og spille på byens brune værtshuse, og Allan Olsen har især tænkt over, hvorfor han dengang død og pine skulle optræde som solist i stedet for at spille i et band.
- Det at spille musik er normalt noget, der udspringer af kammeratskab, så hvorfor skulle jeg absolut være alene om det? I de tidlige år var det nok et spørgsmål om, at der var en smerte i min familie omkring min storebror, som gjorde, at jeg gik rundt med en knude indeni, siger han.
I sin bog fortæller Allan Olsen, at hans storebror Bjarne, som var hans største forbillede, havde et stofmisbrug.
- Jeg kan tydeligt huske, at jeg i en meget lang periode i mine teenageår ikke var glad, og der blev det en form for terapi for mig at sidde alene med min guitar og lukke mig inde, fortæller han.
Det er en af årsagerne til, at Allan Olsen helt fra begyndelsen valgte at optræde som solist.
En anden årsag er, at han helst vil undgå at dele både pengene og pigerne, som følger med livet som musiker.
Og så er Allan Olsen dårlig til at træffe demokratiske beslutninger, som man bliver nødt til i et band.
- Peter AG (forsanger i Gnags, red.) sagde engang, at det eneste sted, man kan tillade sig at være diktatorisk, det er i kunsten. Det synes jeg, er meget rigtigt. Det er en måde at passe på sig selv - eller rettere at passe på kreativiteten - hvis man hele tiden sørger for at holde sine omgivelser en meter fra sig, siger han.
- Jeg har altid følt, at jeg har en ringmur omkring mit inderste, hvor ingen andre kan få lov at komme ind. Og det er mest, fordi jeg er skide usikker på, hvad der vil ske med det inderste, hvis jeg lukker nogen ind bag den ringmur, siger han.
- Det kan være en helt forkert angst at gå med, men den har jeg altid haft. Der er en kerne i mig, som jeg ikke kan lukke andre ind i, for det, der foregår derinde, kender jeg heller ikke selv, siger han.
Allan Olsen kalder det "et skisma og en evig selvmodsigelse", at han på den ene side ikke vil lukke andre helt ind i sit inderste og på den anden side lever af at øse ud af sig selv gennem sine sange og nu også sine bøger.
Egentlig var det heller ikke meningen, at Allan Olsen skulle skrive sine erindringer.
I 2015 havde han givet forfatter og journalist Dan Philipsen lov til at skrive en bog om sit liv, men da forfatteren efter et halvt års arbejde afleverede det færdige manuskript, sagde Allan Olsen stop.
Han kunne ikke mærke sig selv i bogen. Problemet var bare, at den allerede var solgt ud til boghandlerne.
Så på tre intense uger satte Allan Olsen sig selv til tastaturet og skrev historien om sin barndom, som blev til den anmelderroste bog "Tilfældigt strejfet".
- Dengang havde jeg ingen ambition om at skrive min historie. Det var kun, fordi jeg opdagede, at det er skide sjovt at skrive prosa, at det blev til mere. Jeg blev simpelthen fanget af det, siger han.
I "Laksetrappen" fortæller Allan Olsen, at han meget tidligt i sin karriere besluttede sig for, hvem han ville være som musiker. Og ligeså vigtigt: hvem han ikke ville være.
Da han som 13-årig fik sin første guitar, var det Rolling Stones, The Who og Bob Dylan, der var hans store helte, og Allan Olsen drømte om at spille akustisk guitar og leve af at være singer-songwriter.
Men da han i starten af 80'erne skulle etablere sig et navn, havde singer-songwriter-kulturen fået skarp konkurrence af yuppiekulturens fokus på individualisme, pastelfarver og tyggegummipop.
Og det havde Allan Olsen ingen interesse i at være en del af. Så han besluttede sig for at holde lav profil.
- Jeg forsøgte ikke at slå igennem, lave plader eller lave noget som helst andet, der henvendte sig bredt. Jeg skar min aktivitet ned til det mest nødvendige: at spille på nogle små værtshuse. Og så ventede jeg. For jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at singer-songwriter-kulturen nok skulle vende tilbage, siger han.
- I mellemtiden så jeg flere af mine kolleger indspille plader, som blev latterliggjort i medierne, og de bliver stadig forbundet med de sange her 40 år efter. Danmark er et lille land, og et forkert hit i radioen kan få konsekvenser for dig for evigt. Så i de tidlige år var jeg meget optaget af mit udtryk, og hvordan andre så mig, siger han.
Allan Olsen forsøgte at skabe en identitet, som var anderledes end andre jyske musikere som Lars Lilholt og Poul Krebs. Han lavede sange, der var mere rockede og larmende og forsøgte at klæde sig lidt mere "hipt" i rødlakeret læderjakke og støvler.
Da nye singer-songwritere dukkede op i 80'erne - blandt andre Tracy Chapman og Bruce Springsteen, som i 1982 udgav sit akustiske album "Nebraska" - følte Allan Olsen, at hans tid var kommet.
Så i 1989 sendte han sit første album "Norlan" på gaden, og siden er det blevet til over 20 plader inklusiv tre albums med gruppen Dalton bestående af Allan Olsen, Johnny Madsen og Lars Lilholt.
I 2013 udgav han pladen "Jøwt", som kun blev sat til salg hos Spar-købmænd og en enkelt pladeforretning i Vendsyssel, og senest har Allan Olsen udgivet pladen "Hudsult" i 2017.
I løbet af de 35 år, som "Laksetrappen" strækker sig over, har han boet i Aarhus, Irland, Aalborg og Thailand og har i de seneste år igen haft base i Aarhus.
I bogen adresserer han flere gange selv den rastløshed, som ligger i ham, og som til tider gør det svært for ham at blive det samme sted eller i det samme parforhold for længe.
Allan Olsens bedste forklaring på rastløsheden er, at han i sin opvækst aldrig kom andre steder hen end på en årlig dagsudflugt til Aalborg i sommerferien.
Så der opstod drømmebilleder i hans hoved, når hans far begyndte at fortælle, at han i et andet liv ville leve som skovhugger i Alaska.
Eller når Allan Olsen stod på bakkerne uden for Grønholt med sin storebror, hvor de kunne pege mod havet i tre retninger, men mod syd kunne man komme hele vejen til Afrika.
- Jeg voksede op i total stilstand, og det vil næsten altid automatisk afføde en enorm udlængsel. Jeg har brugt og dyrket den rastløshed i det, jeg laver, og i dag kan jeg tillade mig at flytte mig, som jeg vil, siger han.
"Laksetrappen" udkom 15. marts.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS