Den gamle Odense-digter spøger i de københavnske forstæder.
Det skandaleramte H.C. Andersen-år betyder nu, at to succesfulde kulturprojekter i Albertslund Kommune må lukke.
»Vi er forbløffede over Kulturministeriets måde at prioritere på. Det er to rigtigt gode kulturprojekter, som nu skal dø, fordi Københavns Amt støttede op om Kulturministeriets egen satsning på H.C. Andersen-året,« siger kulturchef i Albertslund Kommune, Mogens Hemmingsen.
Tilskuddet til to kulturprojekter, Musikdramatisk Væksthus og projekt Brændstof, i Københavns Amt skæres ned til en tiendedel, fordi amtet ifølge Albertslund Kommune fulgte Kulturministeriets opfordring til i stedet at støtte H.C. Andersen-fejringen i 2005.