Den ekstreme islamistiske bevægelse Al Shabaab angreb mandag en lille grænseby i Somalia nær Kenya, hvor det kom til hårde kampe.
Gruppen udløste en selvmordsbilbombe og stormede derefter den lokale militærbase, siger en talsmand for gruppen.
Gruppen har forbindelser til al-Qaeda, skriver Reuters.
Al Shabaab vil indføre et strengt islamistisk styre i Somalia og har udført hyppige angreb i Mogadishu og andre steder.
Det sker for at vælte den demokratiske regering, som støttes af Vesten. Islamisterne kæmper også mod fredsbevarende styrker fra Den Afrikanske Union.
- Først kørte en mujahedin en bilbombe ind mod militærbasen i byen Balad Hawo, hvorefter vi stormede den, siger talsmanden for gruppen, Abdiasis Abu Musab.
Gruppen siger, at 24 soldater blev dræbt ved angrebet, men en militær talsperson i Somalia siger, at 10 soldater blev dræbt.
- Vi blev vækket af en selvmordsbombe her til morgen, hvorefter det kom til hårde kampe, siger major Mohamed Abdullahi til Reuters.
- Vi mistede 10 soldater. Vi drev al Shabaab ud af byen. Vi dræbte syv militante.
- Men antallet af dræbte på begge sider kan stadig stige, tilføjer han.
Lokale indbyggere siger, at kampene i byen fortsætter.
- Al Shabaab vandt kontrol over militærbasen, politistationen og det meste af byen. Men vi hører stadig skudvekslinger i den anden ende af byen, siger en indbygger.
Somalia har været ramt af borgerkrig siden 1991, hvor klanbaserede krigsherrer styrtede den daværende præsident Mohamed Siad Barre.
Under borgerkrigen har Somalia reelt været delt mellem flere store, rivaliserende klaner og en række mindre.
Inden for det seneste tiår er det lykkedes at få etableret en civil regering. Men den trues konstant af de islamistiske oprørere.
Kenya har omkring 3700 soldater i nabolandet Somalia for at bekæmpe al- Shabaab, som har foretaget flere angreb i Kenya.
Det var islamisterne fra Somalia, som stod bag et blodigt angreb i et butikscenter i Kenya s hovedstad, Nairobi, i 2013. 67 mennesker blev dræbt.
/ritzau/Reuters