Med deres nej til regeringens normaliseringsplan for Christiania har christianitterne også vinket farvel til 180 millioner kroner til en boligforening i fristaden.
De penge havde den almennyttige investeringsfond, Realdania, og boligselskabet KAB tilbudt at skyde i projektet, men christianitternes nej til normaliseringsplanen har fået dem til at trække tilbuddet.
Det skriver Berlingske Tidende. Den bortfaldne økonomiske håndsrækning kan ifølge Venstres finansordfører, Peter Christensen, få den konsekvens, at grunde på Christiania vil blive solgt for at skaffe penge til at gennemføre planen.
- Reetableringen af voldanlægget omkring Christiania skal hvile i sig selv. Pengene til projektet skulle have været fremskaffet ved at bygge nogle lejligheder derude. Men det er klart, at når Realdanias penge er væk, så skal finansieringen ske ved, at man sælger nogle grunde på Christiania, siger Peter Christensen til Berlingske Tidende.