Titel: The Good Shepherd
Instruktion: Robert De Niro
***
Velkommen til et job, hvor selv det at modtage sin morgenpost er en omstændig affære. Måske er der i bussen en lille dreng, der spørger, om du kan veksle en dollar-seddel, hvis serienummer er lig med cifferne på en dobbeltspion, der gerne vil i kontakt. Måske skal man møde op på en café, blive opmærksom på en glemt hat, der gemmer på en renserikvittering, hente en pakke med strygetøj, hvor der nederst i æsken ligger en bunke dokumenter tydeligt stemplet som tophemmelige. Først dér kan man så tage fat på dagens dont...
Forhåbentlig smugkigger renseriarbejdere ikke i de fortrolige papirer, for i ?The Good Shepherd’ er det ikke småting, som Agent Edward Wilson (Matt Damon) har ansvaret for. Den fejlslagne invasion i Svinebugten under Cuba-krisen. Kontraspionage under Den Kolde Krig. Og som antydet, skal man enten have en forkærlighed for John Le Carré-bøger eller bare vild med koder for at hænge i, når Den Gode Hyrde er på arbejde.
Officielt er det kun Robert De Niros anden film som instruktør, og denne gang er vi langt fra de åbenlyse farligheder i gangsterdramaet ?A Bronx Tale’ (1993). ?The Good Shepherd’ er aldeles actionforladt, men dermed ikke sagt, den ikke er spændende. Intensiteten ligger bare mere i filmens konstant truende stemning. Som om Wilson hvert et øjeblik får et lydløst nakkeskud eller sprænger i luften, når han drejer bilnøglen. Vaskeægte suspense – bare ikke helt forløst.
Fiktion bygget på fakta
De Niros CIA-fortælling er lidt en meget lang historietime, der vil give de mest søvnløse et værre helikopterhoved. Ti år har stjernen brugt på projektet. Blandt andet på at rejse rundt til verdens koldkrigs-lokaliteter sammen med en CIA-veteran. Detaljerne fejler altså ikke noget, når fortællingen om Agent Wilson og hans karrierehop i OSS (forløberen for CIA) fragmentarisk skrues sammen. Matt Damons karakter er delvist bygget på stifteren af CIA’s kontraspionage-afdeling (De Niro spiller selv rollen som general Bill Sullivan, der stiftede selve CIA), og det er lige dele fascinerende og foruroligende at følge den stigende koldkrigs-paranoia, som også sætter vores hovedperson i et skidt dilemma.
Matt Damon er svært kompleks, sammenbidt og charmeforladt som den fædrelandselskende agent, der ikke selv gør det beskidte arbejde, men bruger alle døgnets timer på at grave i rævekager, udpege usynlige fjender og udtænke hemmelige operationer. En arbejdsiver, der har store personlige omkostninger.
Jeg holdt mig vågen samtlige 160 minutter, men savnede lidt tjubang hist og pist. De Niro har valgt en gennemseriøs stil, som mange sikkert vil finde kedsommelig. Men for spion-fetichister er ?The Good Shepherd’ et uomgængeligt værk. Den kræver bare lidt tanke-arbejde.