AaB har mindst det ene ben i Champions League-kvalifikationens tredje runde efter at de danske mestre onsdag aften vandt sikkert 5-0 over det bosniske mesterhold Modrica.
På forhånd var det bosniske mesterhold en ubekendt størrelse, men holdets niveau viste sig hurtigt at være klasser under Superliga-niveau.
AaB satte sig fra start tungt på kampen og efter et kvarters spil fik nordjyderne udbytte af spilovertaget, da Andreas Johansson headede bolden i nettet.
Kort inden pausen blev det først 2-0 ved Michael Jacobsen på hovedstød og 3-0 ved Jeppe Curth, der optimistisk jagtede en nedfaldsbold og fik den skubbet over stregen fra tæt hold.
I anden halvleg satte AaB tempoet ned, men dog ikke mere end at de fortsat var modstanderne overlegne i alle spillets facetter.
Kort inde i halvlegen gjorde Anders Due det til 4-0 efter en frispilning fra Simon Bræmer.
I slutminutterne gjorde brasilianske Caca det til 5-0 på en pasning fra Thomas Enevoldsen, der midtvejs i halvlegen fik sæsondebut efter sin skade.
Der spilles returkamp i Bosnien på onsdag.