Der kan være bunkevis af bilag fra natklubber og restaurantsbesøg fra finansminister Lars Løkke Rasmussen på vej ind på velfærdsminister Karen Jespersensm (V) skrivebord.
Nyhedsavisens afsløring af at Lars Løkke Rasmussen (V) som amtsborgmester i Frederiksborg Amt tog på en weekendttur til Rom uden fagligt indhold på skatteydernes regning får nu socialdemokraterne til at kræve en rigtig god forklaring.
- Velfærdsministeren må simpelthen svare på, om det kan være rigtigt, at man kan tage på en tur for skattepenge, hvor man ikke deltager i nogen faglige arrangementer. Jeg kan simpelthen ikke se Lars Løkke Rasmussen rejse som andet end en privat, social tur - og det skal man ikke bruge skattepenge på, siger Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne, der kræver svar på to såkaldte paragraf 20-spørgsmål, han har på vej til ministeren.
Socialdemokraterne reagerer, fordi det er kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen deltog i en tur med Frederiksborg Amts socialudvalg til Rom i 2000. Løkke tog hjem inden de faglige arrangementer begyndte mandag den 29. maj, og har til Nyhedsavisen forklaret turen med, at han var med efter samråd med amtskommunaldirektøren og sundhedsdirektøren.
- Jeg var med for at pleje det politiske forhold til udvalget, som har ansvaret for mere end halvdelen af budgettet, siger Lars Løkke Rasmussen, der i dag er finansminister.
Men den forklaring er langt ud mener, Rasmus Prehn.
- Det ville jo svare til, at han fik betalt sin datters konfirmation, fordi der blev diskuteret politik over middagsbordet. Han var ikke med til noget fagligt, derfor skal han betale selv, siger Rasmus Prehn.
Han har tirsdag også spurgt statsminister Anders Fogh Rasmussen, om han stadig har tillid til sin kronprins og finansminister.