Christian ligger i sin seng og skal til at sove. Han er alene i huset med sin stedfar og bror, mens moren er ude.
»Kom her ind, Christian. Jeg har noget, jeg skal vise dig,« hører Christian sin stedfar kalde inde fra soveværelset. Den 11-årige dreng går derind. Han må hellere gøre, som der bliver sagt. Foran ham ligger stedfaren i sengen. Nøgen.
Christian kigger og tænker, at det nok er noget spændende, han skal se. Imens begynder stedfaren at onanere foran drengen, indtil han får udløsning. Christian går tilbage i sin seng. Han tænker, at det er lidt mærkeligt det, der skete.
Christians uskyld forsvinder
Det er her de seksuelle overgreb starter. Efter den dag nøjes stedfaren ikke længere med at røre ved sig selv foran Christian. Han begynder også at voldtage ham.
Overgrebene står på i to år. Ikke hver dag, men en gang i mellem. Og altid når moren ikke er hjemme. Christians bror bliver også misbrugt som dreng, men det får Christian først at vide som voksen.
»Kom, nu skal vi ind og sove til middag,« siger stedfaren en gang imellem til Christian. Det er altid efter, at de har spist frokost, og når moren er væk. Christian går med og retter sig efter befalingen. Ligesom børnene altid retter sig efter, når der skal laves havearbejde og vaskes op. Og aldrig stiller spørgsmål ved noget i frygt for at få en lussing af deres mor eller en skideballe af deres stedfar.
Derfor går Christian med. Også selvom han ved, at de slet ikke skal sove.
Drengen skammer sig på den ene side over det, der sker, men samtidig er han ikke helt sikker på, om overgrebene er forkerte. Det føles bare ikke helt, som det skal. Selvom han bliver misbrugt og tror, at hans mor ved besked, siger han ingenting. For han elsker jo sin mor og stedfar.
Stikker af hjemmefra
Men en dag, da Christian er 13 år gammel, begynder han at reagere på overgrebene fra sin stedfar og lussingerne fra sin dominerende mor. Han er blevet låst inde på sit værelse efter et skænderi med sin mor og hopper ud af vinduet, løber ned ad vejen og hen til sin matematiklærer, der kontakter de sociale myndigheder. Christian fortæller dem om skænderiet og bliver sendt hjem igen, selvom han ikke vil hjem. Han siger ikke noget om de seksuelle overgreb, hverken til læreren eller til myndighederne. Og han bliver ikke spurgt om mere. Måske fordi familien ser sund ud udadtil, og Christians mor er uddannet psykolog.
Kort tid efter, at Christian er blevet låst inde, siger hans mor pludselig, at han skal flytte.
»Vi har snakket om, at det nok er bedst, at du kommer i familiepleje, for det her går ikke,« siger hans mor til Christian, der bliver lettet.
Plejefamilien er hans chance. Det er hans vej ud af overgrebene. Og en vej ud af den virkelighed, som er så meget anderledes end andre børns.
Som voksen tror Christian, at han blev sendt væk, fordi hans mor og stedfar var bange for, at de kunne blive afsløret af myndighederne, hvis Christian blev boende.
Men Christians bror kæmper stadig kampen mod sin stedfar. Mod tyranniet, slagene i ansigtet og de seksuelle krænkelser. En dag, da broren er 12 år, får han nok. Ved siden af ham ligger stedfaren og luger ukrudt i kartoffelbedet. Drengen ser ned på ham, tager en spade i hånden og laver en hurtig bevægelse, som om han vil hugge den i stedfaren og slå ham ihjel. Bevægelsen får stedfaren til at stivne, og hans øjne bliver fyldt med frygt. Fra den dag tør stedfaren ikke længere misbruge broren.
Grænser er ødelagt
I dag står det klart for Christian, at han har været ude for det værst tænkelige, en mor kan udsætte sine børn for.
»I stedet for at beskytte sine børn, har hun valgt at tie stille og lade som ingenting, mens vi blev gjort fortræd,« fortæller Christian, der i dag er 49 år.
Spørgsmålet om, hvordan hun kunne svigte og forsøget på selv at få et ordenligt sexliv plager Christian i mange år, hvor han ryger ud og ind af forskellige forhold.
Han uddanner sig til journalist, men må gå på førtidspension kort tid efter, fordi han har for svært ved at koncentrere sig og holde fokus i pressede situationer på grund af, hvad overgrebene har gjort ved ham.
Alligevel har han som voksen fundet en vej ud af smerten ved hjælp af 12 års terapi og hjælp fra gode venner og en forstående kæreste.
Næsten hel indeni
»Egentlig er det gået mig godt. Men jeg har stadig et stort problem med min egen seksualitet,« siger Christian, der tit får tvangstanker, når han går i seng med sin kæreste. Tanker om, at hun svigter ham.
Men vejen til et lykkeligere liv, har krævet et dybt blik ind i fortiden.
»Problemerne bliver ved med at vende tilbage, indtil man ser det i øjnene og sætter ord på vreden, smerten og angsten. Gør man ikke det som incestoffer, vil der ikke være plads til den ægte glæde i livet. Derfor er terapien så vigtig,« forklarer Christian.
Gennem terapien har Christian fået forskellige redskaber til at håndtere sine følelser overfor sin mor og stedfar:
»Jeg har en indre øvelse, hvor jeg tænker: Brænd i helvede din lede stodder og dø din møgluder, fordi du ikke gjorde noget. Den øvelse hjælper mig til at få placeret affaldet ned i affaldssækken under vasken i stedet for op i den gryde, som jeg skal spise af.«
Som led i Christians terapi begyndte han at male. Det var en måderne til at få tankerne og følelserne ud af kroppen. Men passionen for at male varede ved, og i dag lever han af sin kunst.
Christian ser sjældent sin mor, men med tiden har han lært at tilgive hende.
»Det var nødvendigt for at min terapi kunne virke. Men jeg står undrende overfor hendes manglende indgriben,« siger han.
Et evigt tabu
Stedfaren døde for over ti år siden. Christian har aldrig talt ud med sin mor eller stedfar om overgrebene og de ubærlige svigt. Det er for stort et tabu. Først for nylig begyndte Christian at tale med sin bror om misbruget, hvor de sammen satte ord på, hvad de havde oplevet. Indtil da var Christian helt alene med sin historie.
»Jeg opsøgte engang min stedfar for at fortælle ham, at han var et svin. Men jeg kunne ikke sige det, fordi han stadig havde så meget magt. Nærmest en overmagt,« siger han.
Selvom Christian er kommet videre med sit liv, er der stadig en ting, som skuffer ham dybt. Og som berører ham, når han i dag læser om andre incest-sager i medierne.
»Jeg er dybt skuffet over, at vores familie ikke blev undersøgt på en ordentlig måde af de sociale myndigheder. Jeg oplevede, at de ikke havde styr på, hvad de lavede, og at de glemte at lytte. Sådan er det desværre nok stadig mange steder,« siger han.
Christians efternavn er redaktionen bekendt.