Danske Bank i Charlottenlund havde sent mandag eftermiddag besøg af en særdeles uheldig bankrøver.
Efter han havde truet en bankassistent med en attrappistol til at fylde en pose med godt 10.000 kroner i kontanter, så hang posen fast i kassen, da han skulle flygte fra banken.
- Hvilket gjorde, at posen blev flået i stykker, så pengesedler fløj rundt i banken. Oven i det faldt bankrøveren så lang han var på gulvet ,mens pistolen røg ud af hånden på ham, siger vicepolitinspektør Niels Jørgen Møller.
To 15-årige drenge som tilfældigvis var i banken, kastede sig straks resolut ned over bankrøveren og holdt ham fast til politiet ankom.
- Eller faktisk sparkede de først hans pistol væk Det må man sige, er godt arbejde af de her unge fyre. Selv om man ellers altid bør holde sig fra bevæbnede personer, da det kan gå galt, så overvejer jeg nu at indstille dem til en dusør hos politidirektøren, siger Niels Jørgen Møller.
Den 20-årige uheldige bankrøver blev i går varetægtsfængslet i fire uger.