Et par gik to år i samtale-terapi hos en selvbestaltet sexolog, fordi manden havde en forhudsindsnævring.
- Men det kan ikke snakkes væk. Den stakkels mand skulle have været henvist til en urinvejskirurg, som kunne have ordet problemet i lokalbedøvelse. Så ville han lynhurtigt være rask og glad. Sådan er der flere eksempler på, at folk har fået forkert behandling, og det skal der sættes en stoppe for, siger Astrid Højgaard, der er leder af Jysk Sexologisk Klinik i Randers, der er en offentlig klinik.
Hun har derfor henvendt sig til Sundhedsstyrelsen for at få stoppet de selvbestaltede sexologer og få sexologisk behandling ind under sundhedsloven.
- Enhver må kalde sig sexolog, for det er en fuldstændig ubeskyttet titel. Men hvis vi skal undgå fejldiagnosticeringer og fejlbehandlinger, bør det kræve en regulær autorisation fra Sundhedsstyrelsen, siger Astrid Højgaard.
Hvis behandlingen kommer ind under sundhedsloven, er patienterne også bedre beskyttet, fordi de så ryger ind under Patientklagenævnet. I dag har fejlbehandlede danskere med seksuelle problemer nemlig kun mulighed for at klage til forbrugerklagenævnet, og det er ikke godt nok, siger Astrid Højgaard.
- Der skal meget til, før folk tager sig sammen til at skrive til forbrugerklagenævnet om fejlbehandling i denne boldgade. Det er meget skamfuldt for par at opdage, at de er blevet fejlbehandlede, og nogle føler sig dumme. Men nogle af parrene henvender sig til de selvbestaltede sexologer i ren desperation, fortæller hun.
Astrid Højgaard er også stødt på patienter, som efter en kræftoperation har fået fysiske skader, men i stedet er blevet fejlbehandlet, som om det var psyken, der var problemet.
Astrid Højgaard er nu i gang med at kortlægge, hvordan andre EU-lande håndterer problemet. Derefter vil hun igen rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen i håb om at få harmoniseret reglerne.