Sårede eller døde kammerater, evig frygt for fjendens angreb og langt hjem til familien.
Det kan være en hård psykisk omvæltning at blive udsendt som dansk soldat i et af verdens brændpunkter. Og for mange også hårdere end forventet.
Det viser en ny såkaldt end of tour rapport fra Hærens Konstabel og Korporalforening, der har indhentet reaktioner fra de seneste to hold udsendte danske soldater i Kosovo, Irak og Afghanistan.
Ikke færre end 121 af de udsendte har således måttet afbryde tjenesten før tid. Tallet dækker godt nok også over soldater, der har måttet rejse hjem efter at være blevet syge, sårede eller på grund af sygdom i familien. Alligevel er formand for Hærens Konstabel og Korporalforening Flemming Vinther ikke i tvivl om, at de mange hjemsendelser dækker over, at mange soldater er for dårligt klædte på, inden de sendes ud.
- Det er helt afgørende, at vi får et system, der minimerer risikoen for, at nogen sendes ud uden at være klar til opgaven. Derfor vil vi gerne se på, om der er instrumenter, som kan støtte chefen i vurderingen af soldaterne. Det kan eksempelvis være støtte fra forsvarets psykologer, som i forvejen vurderer kandidater til officersuddannelsen, siger Flemming Vinther til DR.dk.
End of tour rapporten bygger på tilbagemeldinger fra tillidsrepræsentanterne på de seneste to udsendte hold. Ifølge dem er vurderingen af soldaterne før udrejsen for mangelfuld .
Ifølge presseofficer ved Hærens Operative Kommando Kim Grünberger udsendes der cirka 1.000 danske soldater per hold.
- Et hold er udsendt et halvt år af gangen, så sammenlagt er der udsendt omkring 2.000 om året, siger han til Avisen.dk.