Helt udenfor pædagogisk rækkevidde .
Så kontant er vurderingen fra vicepolitikommisær Kenneth Højlund fra Køge Politi, som forleden havde en kun 11-årig dreng til afhøring.
Drengen overfaldt mandag en lærer på Hastrupskolen i Køge. Den 11-årige havde tidligere været elev på skolen og havde tilbage i september måned sidste år overdænget den samme lærer med knytnæveslag. Derfor blev drengen efterfølgende placeret udenfor hjemmet.
Da han mandag efter overfaldet på læreren blev afhørt, truede han en politibetjent flere gange ved at påpege, at han nok skulle komme efter både ham og betjentens datter . Datteren er jævnaldrende med den unge voldsmand.
- Det er sjældent, at vi oplever selv hardcore-kriminelle komme med trusler, når vi afhører dem, og kollegerne er rystede over at se sådan en adfærd hos en 11-årig. Det virker som om, han har alvorligt brug for hjælp. Han er en tikkende bombe , siger vicepolitikommisær Kenneth Højlund til Dagbladet Køge.
Fortsatte balladen næste dag
Og mødet med politiet fik da heller ikke drengen til at falde til ro. Dagen efter afhøringen troppede han op i SFO en Spidsen . Her lavede han ballade og truede en pædagog.
Børn- og ungedirektør i Køge Kommune, Inge Andersen, ønsker ikke at kommentere overfaldet på læreren.
Hun siger dog, at man i kommunen har kendt til drengen og hans familie i mange år, men at situationen er blevet skærpet på det seneste. Der er nu planer om at tilbyde drengen socialpædagogisk behandling.
Læreren har ikke fået fysiske mén efter overfaldet, men er blevet tilbudt krisehjælp.
Drengen er indtil videre anbragt på en institution i Ishøj.
Det er ikke første gang, at elever har slået og truet lærere på Hastrupskolen, og lærerne holdt derfor tirsdag fagligt møde om sagen.