Engang var de gule udsalgs-skilte først noget vi så til næste år, i januar.
Sådan er det ikke mere.
Allerede tidligt torsdag morgen klokken otte - kun to et halvt døgn efter juleaften - begyndte en række butikskæder med det store gule præ-januarudsalg, hvor julegaverne pludselig kun koster det halve.
En frisk Userneed-undersøgelse foretaget for Nyhedsavisen viser, at kun 15 procent af danskerne aldrig kan finde på at bytte julegaver. Og det tidlige udsalg kan nemt vise sig at lokke endnu flere til at bytte gaver, som de faktisk var helt tilfredse med, vurderer Forbrugerrådets jurist Tina Dhanda.
- Folk gider selvfølgelig ikke, hvis der kun er 30 kroner at spare, men jeg vil bestemt ikke udelukke, at flere vil bytte julegaven i år, hvis der så kort tid efter jul, er mange penge at tjene på at bytte, siger Tina Dhanda til Avisen.dk.
Ifølge juristen er der to muligheder for at få en ekstra julegevinst. Endda uden at skille sig helt af med den oprindelige julegave.
- Hvis ellers butikken bytter julegaver, er det helt legalt at bytte sin gave til nøjagtig den samme på udsalg og score differencen til køb af andre varer. Alternativt kan man - hvis det er en mulighed - få pengene tilbage og købe varen et andet sted, hvor der er udsalg, forklarer Tina Dhanda.
Mange butikker bytter julegaver med et smil.
Enten kan man få pengene tilbage eller bytte til en anden vare.
Men Forbrugerrådet advarer dog om, at man ikke automatisk som forbruger har lovmæssigt krav på at kunne få sine gaver byttet.
Kun varer købt på internettet er udstyret med 14 dages fortrydelsesret.