Kort før middag eksploderede en reaktor på transformatorstationen i Vester Hassing og der udbrød brand i anlægget.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er der 15 kubikmeter olie i anlægget, og derfor er en sikkerhedszone på 500 meter er etableret af Beredskabscenter Aalborg, da man frygter yderligere eksplosioner.
Ifølge Energinet.dk, der ejer anlægget, vil branden ikke påvirke elforsyningen. Branden er nu slukket. Anlægget er forbindelsesled mellem Danmark og Sverige. Reaktoren bruges kun til spændingsregulering på anlægget og får ingen betydning for den daglige drift.
Netop nu er anlægget ved at blive kølet ned, og situationen skulle være under kontrol.