Vi har ofte set tv-værten Claus Elming svinge smukke Christiane Schaumburg-Müller O'Connor rundt på dansegulvet i programmet Vild med dans. Men i privatlivet er det nu slut med at danse rundt med kæresten.
Efter næsten et år har den 43-årige herre afsluttet sit forhold til den cubanske Sissi Fernandez, som er bosat i Miami og læser til indretningsarkitekt. For langdistanceforholdet var ikke helt nemt for tv-værten, erkender han.
- Det var svært, men vi prøvede at holde kontakten ved lige ved hjælp af elektroniske kommunikationshjælpemidler som Skype, men vi gled fra hinanden i efteråret, siger Claus Elming til Billed-Bladet.
Han mødte den cubanske kæreste under en NFL-tur i december 2011, og siden så de hinanden tre gange i Europa og tre gange i USA. Men det var ikke nok til at få forholdet til at fungere.
- Vi så hinanden sidst i november sidste år i Washington D.C. under NFL, og det var i forbindelse med den tur, at vi fandt ud af, at forholdet ikke gik længere. Det var faktisk meningen, at Sissi skulle have besøgt mig til jul, men vi blev enige om at bryde, og hun tog til Puerto Rivo i stedet. Det var helt fint. Jeg er fuldstændig afklaret med det, siger Claus Elming til Billed-Bladet.
Kilde: Billed-Bladet