Se & Hør gør det igen - Danmarks største sladderblad viser topløse billeder fra en privat kæreste-ferie i dagens udgave af sladderbladet.
Denne gang er det den populære Vild med Dans-vært, Christiane Schaumburg-Müller, der står for skud.
En privat, romantisk badeferie i Thailand med kæresten, L.O.C, fik ikke lov til at forblive privat særlig længe. På forsiden bliver der henvist til billeder indeni bladet, hvor den smukke tv-vært viser sig frem i bikini-underdel - og intet andet.
Imens slænger rapper-kæresten sig på en liggestol med en bog i hånden med det krystalklare turkisblå vand i baggrunden.
Og det er er ikke første gang, at Se & Hør chokerer ved at bringe bare bryster af en kendt tv-vært.
I 2006 bragte ugebladet nemlig billeder af den tidligere Vild med Dans-vært, Andrea Elisabeth Rudolph, mens hun lå topløs på en offentlig strand i Nordsjælland med sin daværende kæreste.
Det resulterede i en sag mod ugebladet, og det endte med at give tv-værtinden medhold, og ugebladet skulle betale hende 75.000 kroner i godtgørelse.
Men Se & Hør ville ikke give hende en undskyldning.
Kilde: seoghoer.dk