Landets gymnasielærere bruger kun en femtedel af deres arbejdstid på selve undervisningen, og det er alt for lidt.
Det mener undervisningsminister Christine Antorini (S) på baggrund af en ny undersøgelse, som er lavet blandt knap 497 lærere på 20 gymnasier.
"Når den direkte tid mellem lærer og elev er under en femtedel, så tror jeg, at det er vigtigt, at vi tager en drøftelse i fællesskab med gymnasielærerne om, hvordan vi kan bruge deres vigtige faglighed mere direkte med eleverne. Det er det, der gør, at eleverne bliver dygtigere, og det er den måde, vi får en bedre gymnasieskole," siger Christine Antorini til Newspaq.
19,5 pct. af lærernes tid anvendes på undervisning, mens 25 pct. bruges på forberedelse. 13,9 pct. af tiden går på at rette opgaver, mens kun fire pct. bruges på pauser.
Formand for Gymnasielærerne, Gorm Leschly, synes, at det er forældet kun at måle undervisning som taleundervisning og har flere forslag til, hvordan lærerne kan få mere kontakt med eleverne.
"Rigtig mange gymnasier er i gang med at omlægge den her tid fra en decideret rettetid, hvor lærerne sidder på deres kontorer, hjemme eller på skolen, til en tilstedeværelsestid, hvor man er sammen med eleverne om de opgaver, de har afleveret," siger Gorm Leschly til Newspaq.
Kilde: Jyllands-Posten