Man skulle tro, at det er svært at snakke, når man har en cigaret i munden.
Men rygerne mestre til fulde kunsten både at suge på nikotinpinden og lade mundtøjet løbe, og det er man trætte af på et plejecenter i Odense.
Medarbejdere, der ryger sammen, er nemlig længere tid væk fra arbejdet end rygere, der smøger den alene.
Derfor har man taget konsekvensen og indført en regel om, at medarbejderne skal ryge enkeltvis, skriver P4 Fyn.
"Når medarbejderne stod og røg sammen, så tog det længere tid at ryge. Og nogle af de informationer, der gik mellem medarbejderne, nåede aldrig til ikke-rygerne," siger leder Kathe Storm fra plejecenter Havebæk i Odense til P4 Fyn.
Medarbejdere har accepteret beslutningen, siger de ansattes arbejdsmiljørepræsentant, Pia Nørgaard.
"Lige i starten syntes de måske, der var lidt pjattet og stille spørgsmålstegn ved det. Der gik ikke ret lang tid før, de egentlig syntes, det var okay. Det var faktisk en god løsning, frem for at de slet ikke måtte ryge," siger hun.
Odense Kommune går foran, når det gælder ansattes rygning.
Fra 1. september træder skærpede rygeregler i kraft, der betyder, at det bliver forbudt at ryge på kommunale områder i arbejdstiden.