1. maj slutter ferieåret.
Sådan er det hvert år. Alligevel kommer det bag på danskerne.
Hver anden af os har stadig ferie til gode, som skal holdes inden 1. maj.
Mange fyrer feriedagene af i påsken, men hver tredje når ikke at bruge deres optjente ferie.
Det viser en undersøgelse foretaget for rederiet DFDS Seways blandt 1.484 danskere.
Ifølge cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian er danskernes glemsomhed godt nyt for arbejdsgiverne.
"Det her giver arbejdsgiverne en mulighed for at få mere produktion og måske en mere stabil produktion. Men det kommer lidt an på, om det sker tilfældigt, eller om det er noget, arbejdsgiverne kan planlægge efter," siger han til Newspaq.
Steen Bocian forventer, at ferie og helligdage bliver et tema under de kommende trepartsforhandlinger mellem regering, lønmodtagere og arbejdsgivere.
"Seks ugers ferie er meget internationalt. Derfor er det ikke unaturligt, at ferie og de mange helligdage, man har i løbet af foråret, bliver noget af det, man kommer til at kigge på ved de trepartsforhandlinger, der er ved at blive løbet i gang" siger han.
Danskerne har i gennemsnit otte feriedage tilbage i dette ferieår. Kim Heiberg, landechef for DFDS Seaways, opfordrer alle til straks at meddele chefen, at de lægger sig i hængekøjen.
"Hvis man ikke sørger for at afvikle sin ferie, går man ikke kun glip af velfortjent opladning af batterierne. Man risikerer også, at feriepengene simpelthen ryger til Arbejdsmarkedets Feriefond, og at de dermed går tabt for den enkelte. Så det er nu, man skal skynde sig at bede om fri og for eksempel tage på en lille ekstra opladningstur," siger han.
Arbejdsmarkedets Feriefond får hvert år tilført op imod 100 millioner kroner, fordi vi glemmer at afholde hele ferien.
Pengene bruges bl.a. til ferie for socialt udsatte børn samt til kulturelle formål og naturprojekter.