I onsdags styrtede Jakob Fuglsang og brækkede hånden, og nu viser det sig, at HTC-Highroad-rytteren Lars Bak også skal have hånden i gips.
Den 25. februar styrtede Lars Bak, og han har siden da haft ondt i hånden. En scanning bekræftede torsdag cykelrytterens bange anelser; at der er et brud på hånden, skriver DR.
Dermed får Bak ikke mulighed for køre forårsklassikerne Flandern Rundt og Paris-Roubaix.
"Det er pisseirriterende. Det er de her løb, jeg havde set frem til. Jeg skulle forsvare min femteplads i Paris-Roubaix fra sidste år," siger Lars Bak til DR.
Han glæder sig dog over, at der endelig er kommet en diagnose på skaden.
"Det har gjort ondt i lang tid, og det har virkelig gået mig på, så på den måde er jeg glad for at få en afklaring," forklarer han.
Indtil videre har den brækkede hånd ikke været et problem for den 32-årige cykelrytter, som fuldførte Milano-San Remo i lørdags og nåede at køre seks etaper af Paris-Nice, inden han udgik på grund af sygdom.
Flandern Rundt og Paris-Roubaix er imidlertid begge brostensløb, og det holder hånden næppe til.
"Nu slår jeg brostensløbene ud af hovedet, og så talte vi i aftes om, at jeg måske skulle køre Giro d'Italia i stedet for. Det vil jeg gerne. Men lige nu er det vigtigste, at få smerten væk, så jeg kan komme videre," siger Lars Bak.
Lars Bak blev i 2011 kåret som verdens bedste hjælperytter af cykelmagasinet Cycle Sport.
Kilde: DR