Sagerne om ulovlige østfirmaer i Danmark strander hos politiet, der forsømmer at opkræve bøder.
Politiet havde i marts sidste år 42 sager om ulovlige firmaer. Men 12 af firmaerne måtte man droppe at udskrive bøder til.
Det skriver Fagbladet 3F på baggrund af et internt notat fra Rigsadvokaten.
Dermed slap hvert fjerde ulovlige firma for en bøde. Firmaerne undgår ifølge notatet at få bøder, fordi de enten er gået konkurs, ikke har været til at finde for politiet eller fordi Arbejdstilsynet har trukket sagen tilbage.
Formanden for 3F's Byggegruppe er rystet.
"Jeg har det dårligt med det. Det virker som om, de kan fortsætte med at bryde loven, uden at de bliver straffet," siger Peter Hougård Nielsen til Fagbladet 3F.
Også i byggefagenes organisation BAT-kartellet er der kritik af politiets indsats. Det skriver Jyllands-Posten.
I sidste halvår af 2011 sendte Arbejdstilsynet 138 sager om manglende eller mangelfuld RUT-registrering videre til politiet.
Rigspolitiet oplyser, at det ikke er muligt at trække tal for, hvor mange bøder, der er udskrevet til firmaer, som ikke har registreret sig i RUT - registret, som bruges af blandt andre Skat og Arbejdstilsynet.
Men ifølge Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i BAT-kartellet, udskriver politiet næsten ingen bøder.
"Det er en forsvindende lille del af sagerne, der ender med bødeforlæg. Vi har ingen tal, men det sidste, jeg har hørt, er to bøder," siger han til Jyllands-Posten.
Derfor er det tvivlsomt, om Arbejdstilsynets indsats mod ulovlige østfirmaer overhovedet virker, mener Gunde Odgaard.
"Problemet er, at der ikke er nogen konsekvens for dem, der bryder reglerne. Det er helt klart, at politiet skal ekspedere flere bøder," siger han til Jyllands-Posten.
Hos Dansk Byggeri har man tidligere vurderet, at kun mellem 10 og 25 procent af de udenlandske virksomheder i Danmark er registreret i RUT.