Som et led i en større sparerunde vil Sundhedsministeriet lægge Lægemiddelstyrelsen ind under Sundhedsstyrelsen.
Sammenlægningen forventes at medføre en række afskedigelser blandt de ansatte i de to styrelser samt i Sundhedsministeriet.
Ifølge Dagens Medicins oplysninger blev cheferne i styrelserne orienteret onsdag eftermiddag på et møde i Sundhedsministeriets såkaldte koncernledelse, mens medarbejderne i Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen er indkaldt til stormøder torsdag kl. 11.
Dermed bliver der tale om en ny gigantstyrelse, og landets sundhedsfaglige myndigheder vender tilbage til konstruktionen fra før 1997.
Nyheden kommer efter regeringen i de forgangne uger har varslet nedskæringer i diverse ministerier. Miljøministeriet har bebuddet 115 fyringer, Socialministeriet har fyret 140, mens Finansministeriet siger farvel til cirka 100.
Det er endnu uklart, hvorfor sammenlægningen af de to store styrelser kommer på nuværende tidspunkt.