Der er stramningerne på vej for finanssektoren, så man minimerer risikoen for flere bankkrak.
Det sker efter, at både Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i hårde vendinger har kritiseret, at Finanstilsynet - og efterfølgende Økonomi- og Erhvervsministeriet - gav Amagerbanken statsgarantier for 13,5 milliarder kroner blot et halvt år før, at banken krakkede - noget, der foreløbig har kostet de danske skatteydere 2,1 milliarder kroner.
"Vi strammer reglerne over for den finansielle sektor for at sikre, at vi har en sund finansiel sektor," siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) i en kommentar til kritikken.
"Jeg har på baggrund af de erfaringer, der er gjort i Amagerbanken, drøftet med forligskredsen, at vi fremlægger et lovforslag, der strammer reglerne, så bankerne får en mere snæver ramme, når de foretager skøn af egne engagementer," siger han.
Ole Sohn understreger dog, at Finanstilsynet har overholdt loven.
"Det grundlag, der blev givet statsgaranti på, var i orden. Og det er det centrale, når man skal vurdere, om loven er overholdt. Finanstilsynet har strammet deres tilsyn efterfølgende, og det synes jeg er fornuftigt," siger Ole Sohn.
Enhedslistens finanspolitiske ordfører, Frank Aaen, vil kalde ministeren i samråd om sagen i Folketingets finansudvalg.
Amagerbanken krakkede i februar i år og blev herefter overdraget til Finansiel Stabilitet, som i folkemunde kaldes statens skraldespandsselskab.