Flertallet bag en eventuel sundhedspakke er væk.
Per Ørum Jørgensen (KD) sidder på det vigtige 90. mandat, der sammen med Dansk Folkeparti, ville have sikret regeringens sundhedspakke.
Men kristendemokraten har netop forladt forhandlingerne.
"Vi lagde vores politik frem i forhold til disse forhandlinger, og det kan regeringen ikke imødekomme. Det må vi så tage konsekvensen af og sige, det var hyggeligt, så længe det varede," sagde Per Ørum Jørgensen, da han forlod Finansministeriet.
Og Per Ørum Jørgensens exit fra forhandlingerne kan få alvorlige konsekvenser - ikke kun for sundhedspakken. Her til eftermiddag kan kristendemokraten ikke afvise, at de tidligere indgåede aftaler med regeringen om blandt andet efterløn, står på spil.
"Det er klart, der er grænser for, hvor meget vi kan være forpligtede, idet 2020-aftalen jo skal ses som en samlet pakke. Vi kigger på den, og der er nogen ting, vi godt kan lide og nogen ting, vi ikke kan lide. Men det vil jeg ikke vurdere yderligere her og nu," sagde Per Ørum Jørgensen, da han de ventende journalister på sengen og forlad forhandlingslokalet alene.
Kristendemokraterne har kun et enkelt mandat på Christiansborg, men det mandat er livsnødvendigt, hvis de flere uger lange 2020-forhandlinger ikke skal falde sammen.
Sidste nyt er, at sundhedsminister Bertel Haarder (V) er suset ind ad døren til Finansministeren, der stadig befinder sig i forhandlingslokalet med de Konservative og Dansk Folkeparti.
Opdateres...