I Kina betyder familiepolitiken, at de fleste kinesiske familier er små, og nu er det slut med at udvide familien med en stor, glad flok kæledyr.
I millionbyen Shanghai er det nu forbudt at have mere end en enkelt hund i familiens skød. Det skriver det officielle kinesiske nyhedsbureau Xinhuanet.
Officielle myndigheder mener, at byens 20 millioner indbyggere deler intet mindre end 750.000 hunde, og det er alt for mange. Derfor skal befolkningen nu skynde sig at vælge deres yndlingshund og få den registreret. Alle andre hunde vil blive bragt til særlige kenneler og "håndteret i grupper", som det hedder.
Hundefangere vil i samme ombæring rydde gaderne for strejfere.
De registrede yndlingshunde skal samtidig vaccineres, og det er bekostelig affære. Derfor har myndighederne sat prisen ned fra cirka 1.800 kroner til 500 kroner, i forstæderne fra 800 kroner til 225 kroner. Håbet er, at det kan lokke alle storbyens hundeejere til at bidrage til én-hundspolitiken.
Den nyindførte lov, der trådte i kraft i weekenden, leder tankerne tilbage til den ét-barnspolitik, der de sidste 30 år har dikteret storbykinesernes familieliv. Den er lige nu til debat igen, fordi der er udsigt til at Kina indenfor en nær fremtid vil stå med et massivt behov for arbejdskraft.