I dag er det 16 dage siden, ligene af det fynske ægtepar blev fundet i Tusindårsskoven i Odense. De var blevet skudt brutalt ned med en maskinpistol.
Politiet har stadig ikke noget spor efter gerningsmænd, men det vrimler ind med henvendelser fra borgere til politiet.
"Vi er rigtig glade for, at folk ringer ind, og vi har fået utrolig mange tips til den her sag. Vi har de her 350 henvendelser, flere navngivne, som vi prøver at arbejde med," siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til Newspaq.
I går var politiet ude med hærens frømænd i to søer i nærheden af gerningsområdet. Men det gav ikke resultat.
"Vi fandt en pistollignende genstand, formentlig en softgun, og også et pengeskab, men det er ikke noget, der kan relatere sig til selve drabssagen," siger Henrik Justesen.
Ægteparret var ude at gå en aftentur i Tusindårsskoven, da de blev skudt og dræbt med adskillige skud fra en maskinpistol kl. 19.45 om aftenen den 13. april.
Parret blev efterladt i skoven, men der var fjernet et kamera, en pung og nøgler fra den myrdede mand.
Politiet har blandt andet afhørt en tidligere patient til den dræbte mand, som arbejdede som mave-tarmkirurg. Men der er ikke videre spor i sagen endnu.