Nu går transportministeren ind i sagen om de søvnige piloter.
Passagerernes liv er i fare, og Hans Christian Schmidt (V) er usikker på, om EU-reglerne er med til at presse piloterne.
"Jeg bliver dybt bekymret, når piloter siger, at de falder i søvn ude i cockpittet. Det er helt utilstedeligt," siger Hans Christian Schmidt til Newspaq.
Derfor håber han, at kollegaerne i EU vil lytte til den danske opfordring og gøre noget ved problemet hurtigst muligt.
"Vi er nødt til at tage det politiske ansvar, og derfor vil jeg bede Polen og Cypern om at støtte op omkring færre timer til piloterne i deres formandskab. Hvis ikke, så vil jeg tage det op, når vi får formandskabet i 2012," fortæller transportministeren.
I dag må piloter arbejde 60 timer om ugen, og helt op til 15 timer i træk. Det har fået halvdelen af piloterne til at sove i cockpittet, uden at det var aftalt med kollegaen i sædet ved siden af, siger de i en stor dansk undersøgelse. Helt op til ni ud af ti meldte også, at de havde lavet fejl, fordi de var for trætte.
Flere EU-lande har forsøgt at få hævet grænsen til 16 timer i træk, men her satte blandt andet Danmark foden ned. Transportministeren vil den stik modsatte vej, fordi piloter fortæller, at de glemmer at slå landingshjulene ned og indstille højden korrekt.
"Jeg har fløjet meget, og jeg har altid været tryg ved, at piloten er på stedet, og kan foretage de rigtige vurderinger. Derfor går det selvfølgelig ikke med de her tilstande," forklarer Hans Christian Schmidt.
Han forventer nu at få undersøgelsen fra Dansk Pilotforening, så han kan bruge den over for sine europæiske kollegaer.
Pilotforeningen har tidligere brokket sig over manglende politisk indgriben, og påstået, at det var nødvendigt med "lig på bordet" før der skete noget. Men den bider ministeren ikke på. Han mener ikke, at piloterne har levet op til deres ansvar om at melde uforsvarlige arbejdstider.