Vejledning af ledige giver ikke job

Arbejdsløs
(Foto: Colourbox)

Virksomhedspraktik og vejledningskurser har næsten ingen effekt, viser ny undersøgelse. Kun en ud af 20 kommer bagefter i job. Alligevel bliver flere sendt på vejledningskursus.

Ledige kommer på kursus for at få hjælp til at opgradere sit CV. Andre bliver sendt i en ulønnet praktik i en virksomhed, hvor de kan styrke deres forhold til arbejdsmarkedet og måske endda få job i samme virksomhed.

Men kun 7,8 procent af de arbejdsløse får et job efter at have været i virksomhedspraktik, og kun 7 procent kommer i arbejde efter et have deltaget i et vejledningskursus.

Det viser en ny kvartalsundersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for LO.

Det får nu LO til at spørge, om det overhovedet hjælper at aktivere ledige med virksomhedspraktik og vejledningskurser - eller om det reelt er spild af penge?

Det er gratis arbejdskraft

"Der er ingen dokumentation for, at virksomhedspraktik virker. Det er gratis arbejdskraft - og er der virkelig behov for, at vi smider penge ud på det som samfund?," siger LO's næstformand, Lizette Riisgaard.

Undersøgelsen afdækker også, at antallet af ledige, der har været på et vejledningskursus på et jobcenter, er steget. Men samtidig er kursustiden faldet. Det tyder ifølge LO på et fald i kvaliteten.

"Man kan lave nok så meget vejledning, men hvis der ikke er job, så nytter det jo ikke noget. Vejledningskurser er blevet dårligere. Man skal altså ikke fortsætte noget, der ikke virker," siger Lizette Riisgaard.

Kommunernes Landsforening (KL)er enig med LO i, at aktiveringen skal virke for den ledige og tilpasses individuelt.

Men KL peger også på, at det ikke er længden af et vejledningskursus, der er afgørende for kvaliteten. Samtidig hæfter KL  sig ved, at tre ud af fire adspurgte i undersøgelsen har fået flere kompetencer i en virksomhedspraktik.

Vejledningen er positiv

"Vejledning er typisk noget, man bruger i starten af en aktivering. Derfor er det ikke underligt, at det kun er syv procent, der får job. Det synes vi faktisk er positivt, for vejledningen er så at sige nederst på trappestigen for aktivering, så det er fint, at nogle allerede finder job i første trin." siger Kristina Bendixen, som er vicekontorchef for arbejdsmarked og uddannelse i Kommunernes Landsforening.

Hun uddyber, at der er bedst dokumentation for, at virksomhedsvendt aktivering og virksomhedspraktik virker. Derfor mener KL, at det er et godt redskab.

Og det er netop også virksomhedspraktik, som ofte er næste skridt efter vejledningskurser i aktiveringsindsatsen.

"Det er godt, at så mange svarer, de får flere kompetencer i en virksomhedspraktik, for jobformidlingen foregår ikke i jobcentrene, men i netværk. Og det kan blive skabt i en virksomhedspraktik," siger Kristina Bendixen.

Nyheder

Drab i Fredericia: 

Politiet zoomer ind

to mænd