Otte procent af danske motorcyklister svarer, at de inden for det seneste år har kørt motorcykel, selv om de måske havde drukket mere alkohol end tilladt.
Det viser en undersøgelse, som Norstat har gennemført blandt 1.004 motorcyklister for Rådet for Sikker Trafik og forsikringsbranchen F&P. Til sammenligning har omkring fire til fem procent af bilisterne i tidligere undersøgelser svaret, at de har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille.
- De her tal bekymrer mig. Når så stor en andel af motorcyklisterne har kørt, selvom de var i tvivl om deres promille, vidner det om, at der er en risikovillighed, som vi ikke i samme grad finder hos fx bilisterne, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
119 dræbt eller alvorligt kvæstet
Tal fra Vejdirektoratet viser, at 119 personer fra 2016 til 2025 blev dræbt eller alvorligt kvæstet i politiregistrerede ulykker, hvor en motorcyklist var spirituspåvirket.
25 personer blev dræbt, mens 94 kom alvorligt til skade. I 112 af tilfældene var det motorcyklisten selv, der blev dræbt eller alvorligt kvæstet.
Der kan også være store økonomiske konsekvenser ved at køre spirituspåvirket. Ifølge F&P kan man i visse tilfælde risikere, at forsikringen ikke dækker en skade, så man selv kan ende med at skulle betale erstatning.