Danskerne har fået skattelettelser under den borgerlige regering, men det er mændene der kan le højst på vejen hen til banken. De har nemlig fået 30 procent mere ud af regeringens skattelettelser end kvinderne. Det skriver Politiken.
Og det burde regeringen have undersøgt, for ifølge dansk lovgivning skal alle lovforslag ligestillingsvurderes. Det er ikke sket med de skattelettelser, der er gennemført siden 2001. Kønsforsker Inge Henningsen fra Aarhus Universitet undrer sig over fremgangsmåden.
"Det er vanvittigt, at der ikke bliver foretaget ligestillingsvurderinger. Der er nogle tekniske lovforslag, som ikke har kønskonsekvenser, men rigtig mange lovforslag har, siger Inge Henningsen til Politiken.
Ifølge Ligestillingsministeriet er blot 4 ud af 22 ministerier i år på vej med lovforslag, der skal ligestillingsvurderes. 10 af ministerierne har aldrig gennemført en sådan vurdering.