Efterlønnen svinder ind helt af sig selv, hvis politikerne lader være med at pille ved den.
I 2030 vil højst 78.000 danskere være på efterløn, viser en prognose fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke.
Det skriver Politiken.
De nye tal står i skarp kontrast til Finansministeriets tal, der anslår, at 121.000 danskere i 2030 vil være efterlønnere.
Tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S) føler sig nu ansporet til at gå ind i debatten:
"Regeringen overdriver betydningen af en afskaffelse af efterlønnen. Og dermed falder argumentationen for at gøre det fra hinanden," siger han til Politiken.
I dag koster efterlønnen samfundet 16 milliarder kroner om året. 1,1 millioner danskere betaler efterlønsbidrag, men stadig flere unge vælger at melde sig fra ordningen.
AK-Samvirkes analyse får ikke de økonomiske vismænd, der har argumenteret for hurtigst muligt at afskaffe ordningen, til at ændre signaler.
"Selv hvis der kun skulle være 75.000 personer på efterløn i 2030, og vi tager højde for, at nogle af efterlønnerne ikke kan arbejde, kunne en afskaffelse af efterlønnen give 60.000 flere i beskæftigelse. Det er der ikke ret mange indgreb, som kan," siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, økonomiprofessor på Københavns Universitet, til Politiken.