Pengene fosser ud af de offentlige kasser.
Regeringen forventede for få måneder siden nulvækst i den offentlige sektor i år, men nu erkender finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at det ikke bliver sådan.
Væksten bliver på én procent bl.a. på grund af store udgifter til aktivering.
Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, der blev offentliggjort mandag.
"2010 er et overgangsår efter en periode med kraftig vækst i det offentlige forbrug. Både staten, kommunerne og regionerne er i fuld gang med at tilpasse økonomien for at overholde de aftalte udgiftsniveauer næste år, og budgetterne for 2011 viser, at aftalerne overholdes," siger han.
I 2011 forventer Claus Hjort Frederiksen til gengæld, at kommunerne er tilbage på sparesporet, og at det offentlige forbrug bliver på minus 0,3 procent.
"Vi har styrket kontrollen overfor kommunerne markant for at sikre, at aftaler og budgetter overholdes. Det er en stor opgave at holde udgifterne i ro de kommende tre år, men opgaven skal løses, og det bliver den," siger Claus Hjort Frederiksen.
Af regeringens økonomiske redegørelse fremgår det også, at den samlede samfundskage (BNP) forventes at stige med to procent i år mod et fald på 5,2 procent i 2009. Det er en opjustering på en halv procent i forhold til vurderingen i august.
Samtidig nedjusterer regeringen forventningerne til arbejdsløsheden.
Ledigheden inklusive aktiverede forventes i 2011 at ligge på 172.000 svarende til seks procent af arbejdsstyrken. Det er en lille stigning i forhold til i år.