Forstoppelse er et kendt problem blandt astronauter, men årsagen har været uklar.
Nu viser et studie fra Københavns Universitet og NASA, at tarmbakterierne ændrer aktivitet under rumrejser.
Forskerne mener, at vægtløsheden kan få maden til at bevæge sig langsommere gennem tarmen.
At være astronaut påvirker langt mere end muskler og knogler. Også tarmene reagerer, når kroppen forlader Jordens tyngdekraft. Forstoppelse er nemlig et velkendt problem blandt astronauter. Nu har forskere fra Københavns Universitet i samarbejde med NASA undersøgt, hvad der kan ligge bag.
Forskerne har analyseret blod fra 52 astronauter, der har opholdt sig på Den Internationale Rumstation, ISS, i mellem to og ni måneder. Og blodprøverne afslører en tydelig ændring.
- i kan se i blodprøver fra astronauterne, at tarmbakterierne begynder at fermentere protein i større grad end normalt inden for få uger efter, astronauterne forlader Jorden, og det fortsætter, indtil de er retur, siger Giorgia La Barbera, lektor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.
Tarmbakterierne skifter brændstof
Det, forskerne ser tegn på, kaldes proteinfermentering. Normalt lever mange bakterier i tarmen blandt andet af fibre. Men når fibrene ikke længere er til rådighed, kan bakterierne i højere grad begynde at nedbryde protein. Det er ikke i sig selv usædvanligt og sker også hos mennesker på Jorden, men en mulig forklaring på den tydelige ændring hos astronauterne er, at maden bevæger sig langsommere gennem tarmen i rummet.
Jo længere tid indholdet opholder sig i tarmen, desto større mulighed har bakterierne for at begynde at fermentere protein. Forskerne peger derfor på, at den manglende tyngdekraft kan forlænge den tid, maden bruger på at passere gennem tarmen. Det kan både være med til at forklare proteinfermenteringen og astronauternes problemer med forstoppelse.
Blodet afslører, hvad der sker i tarmen
Forskerne har målt såkaldte metabolitter i blodet. Det er små molekyler, som blandt andet kan fortælle forskerne noget om kroppens stofskifte, kosten og aktiviteten i tarmens bakterier.
Når bakterier nedbryder protein, dannes der bestemte metabolitter, som kan optages gennem tarmen og ende i blodet. Det er disse kemiske spor, forskerne har kunnet følge hos astronauterne.
Studiet viser, at ændringerne opstår kort efter starten på en rumrejse og fortsætter under opholdet i rummet.
Kan påvirke mere end maven
Fundet er interessant af en anden grund. Tarmen fungerer ikke isoleret fra resten af kroppen. De stoffer, som bakterierne producerer, kan komme over i blodet og dermed transporteres rundt i kroppen.
Forskning har tidligere sat nogle af de stoffer, der dannes ved proteinfermentering, i forbindelse med negative helbredseffekter. Det betyder dog ikke, at det nye studie viser, at astronauterne bliver syge af ændringerne.
- Vi ved, at proteinfermentering, som vi ser hos astronauterne, kan være forbundet med nogle negative sundhedskonsekvenser, som blandt andet er sat i forbindelse med nedsat koncentrationsevne, siger professor Lars Ove Dragsted fra Institut for Idræt og Ernæring.
Derfor kan tarmenes reaktion blive vigtig, hvis mennesker i fremtiden skal opholde sig endnu længere væk fra Jorden.
Mars gør problemet mere relevant
En rejse til eksempelvis Mars vil stille helt andre krav til astronauternes kroppe end et ophold på ISS. Her vil et problem med langsom fordøjelse og ændringer i tarmmiljøet ikke bare kunne ignoreres i måneder eller potentielt længere tid.
Forskerne peger blandt andet på mere kostfiber, prebiotika eller behandlinger, der fremmer tarmens bevægelser, som mulige veje at undersøge.
- Vores forskning kan bruges til at udvikle interventioner, enten direkte gennem kosten, tilskud af prebiotika eller andre former for behandlinger, som fremmer peristaltik, altså tarmens bevægelser, siger Giorgia La Barbera.
Forskningen kan måske også få betydning langt fra raketter og rumstationer. Forskerne peger på sengeliggende patienter som en gruppe, hvor langsommere bevægelser gennem tarmen og forstoppelse også kan være et problem.
Dermed kan blodprøver fra astronauter i sidste ende være med til at give ny viden om en meget jordnær gene.