Aktivister og lokale demonstrerer mandag 17. august foran Kalundborg Refinery.
Demonstrationen er arrangeret som en del af kampagnen Bryd Kæden og retter sig mod brugen af fossile brændsler og CO2-lagring.
Mandag ventes aktivister og lokale borgere at demonstrere foran Kalundborg Refinery. Det oplyser Den Grønne Ungdomsbevægelse, som står bag demonstrationen.
Ifølge arrangørerne bliver det første gang, der demonstreres mod raffinaderiet. Blandt talerne er folketingspolitiker Elise Sydendal fra Alternativet og forfatter Carsten Jensen.
Demonstrationen er en del af kampagnen Bryd Kæden, der kritiserer Danmarks afhængighed af fossile brændsler og blandt andet kræver hurtigere udfasning af den fossile sektor. En lokal miljøforening deltager også. Gruppen er kritisk over for planer om at indfange CO2 og lagre den i undergrunden ved Havnsø.
Arrangørerne oplyser, at der ventes deltagere fra både Danmark og andre europæiske lande.