Kong Harald er blevet indlagt på Rigshospitalet i Oslo. Hoffet oplyser i en officiel pressemeddelelse, at kongen er i behandling for den alvorlige blodsygdom hæmolytisk anæmi - en sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar begynder at angribe de røde blodlegemer, som ellers er helt afgørende for at transportere ilt rundt i kroppen.
Det norske kongehus bekræfter, at kong Harald får behandling med kortison, også kendt som binyrebarkhormon. Den medicin skal dæmpe immunforsvaret, så angrebet på de røde blodlegemer bremses, skriver Se og Hør.
Patienter med sygdommen bliver ofte hurtigt udmattede, får åndenød selv ved mindre anstrengelse og kan døje med svimmelhed. I sværere tilfælde kan sygdommen også føre til galdesten, og nogle patienter ender med at have brug for blodtransfusioner for at holde kredsløbet i gang.
Kongen er sygemeldt de kommende 14 dage, og samtidig har kronprins Haakon midlertidigt overtaget som regent.