Frederiksberg topper en ny CEPOS-analyse af kommunernes evne til at få elever op på et karaktergennemsnit over 10.
Norddjurs ligger nederst.
Analysen sammenligner de faktiske resultater med det niveau, man statistisk kunne forvente ud fra elevernes baggrund.
Der er stor forskel på, hvor godt kommunerne lykkes med at få elever helt op blandt de højeste karakterer.
Det viser en ny analyse fra CEPOS, som ser på, hvor stor en andel af eleverne der opnår et gennemsnit over 10 ved folkeskolens afgangsprøver, sammenholdt med hvad man kunne forvente ud fra elevernes sociale baggrund.
Frederiksberg ligger øverst. Her fik 29,7 procent af eleverne et gennemsnit over 10 i 2025, mens den forventede andel var 24,1 procent. Det giver ifølge CEPOS en såkaldt topkarakterløfteevne på 5,6 procentpoint.
Herefter følger Rebild, Bornholm, Kerteminde og Hvidovre.
I den anden ende ligger Norddjurs med minus 5,1 procentpoint, efterfulgt af Morsø, Glostrup, Billund og Allerød.
- Det er tankevækkende, at der er så store forskelle mellem kommunerne, når vi tager højde for elevernes udgangspunkt, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Analysen viser samtidig, at færre elever opnår meget høje karakterer i dansk og matematik end tidligere.
I skriftlig dansk faldt andelen med et gennemsnit over 10 fra 10 procent i 2018 til 8,2 procent i 2025. I matematik faldt andelen med karakteren 10 eller 12 fra 24,9 til 21,7 procent.
CEPOS finder også en statistisk sammenhæng mellem flere elever pr. lærerårsværk og lavere topkarakterløfteevne. Analysen kan dog ikke fastslå, at det ene er årsag til det andet.