Medina spiller til Fredagsrock i Tivoli den 18. september.
Det er stjernens sidste koncert denne sommer.
Adgangsreservationerne frigives den 9. september kl 10 på parkens hjemmeside. De koster ikke ekstra.
Fredagsrocksæsonen byder på en stor overraskelse. Tivoli kan nu melde ud, at Medina bliver føjet til Fredagsrockplakaten, og hun spiller den 18. september.
Koncerten bliver den sidste koncert, Medina spiller denne sommer, og som du kan se i videoen her, så glæder stjernen sig:
Video: Tivoli TV.
Da Tivoli forventer stor interesse for koncerten, er der indført adgangsreservation til Tivoli. Disse frigives Adgangsreservationerne frigives offentligt den 9. september kl. 10.00 via Tivolis hjemmeside.
Medina har for længst cementeret sin status som en af de største navne på den danske musikscene. Efter et flot 2026 med navne som TLC, Jessie J, Flo Rida, GNAGS, Rick Astley og Pil lukker Medina som en overraskelse Fredagsrocksæsonen. Koncerten bliver Medinas sidste offentlige koncert denne sommer.
Dronningen af dansegulvet
Gennembrudsalbummet Velkommen til Medina fra 2009 og opfølgeren For Altid fra 2011 står stadig stærkt, og som dansk popdronning har Medina formået at samle flere generationer af fans.
Med hits som Kun For Mig, Vi to, For Altid, Jalousi, Kl. 10, Ensom og selvfølgelig Velkommen til Medina, har Medina skrevet sig ind i dansk musikhistorie. Samtidig fortsætter hun med at udgive ny musik. Gennem karrieren har hun arbejdet sammen med navne som Thomas Helmig, Hjalmer, Kind mod Kind, Pil, Mille, Annika og Dillistone. Medina og Burhan G blev i 2026 genforenet med singlen Gemt dit nummer, 16 år efter deres ikoniske hit Mest ondt fra 2010.
Fredagen inden Medina indtager Plænen, kan publikum opleve Dizzy Mizz Lizzy spille til Fredagsrock den 11. september.
- Vi kan nu afsløre, at Medina lukker Fredagsrocksæsonen efter et forår og en sommer med en perlerække af store danske og internationale navne på Plænen. Medina er blandt Danmarks mest populære artister og har et bagkatalog af sange og ikoniske hits, som kun få kunstnere kan matche, og vi har derfor gemt en ekstra koncert med hende. Hun er den helt rette til at sætte det sidste punktum for årets Fredagsrocksæson. Derfor er der også adgangsreservation til koncerten, der ikke koster ekstra. Vi opfordrer i øvrigt alle gæster til at komme tidligt, siger Marika Hakesberg, chef for Musik & Underholdning i Tivoli.
Adgangsreservationen er et krav sammen med en entrébillet eller et Tivolikort.
Hvis man er forhindret i at deltage, opfordrer Tivoli publikum til at annullere adgangsreservationen, så andre kan få glæde af den. Tivoli frigiver løbende annullerede reservationer helt frem til koncertstart.
En adgangsreservation er ikke en garanti for adgang, da Tivoli skal lukke for flere gæster, hvis der kommer rigtig mange for at se Medina. det sker for at give alle den bedste oplevelse og af hensyn til sikkerhed. Kom derfor i god tid.