Hver femte dagpengemodtager får ikke det tilbud om virksomhedsforløb eller jobrettet uddannelse, som de har krav på.
Det møder kritik fra Dansk Metal.
Hver femte dagpengemodtager får ikke et jobrettet tilbud inden for den tid, de har krav på. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, som Dansk Metal henviser til.
Tilbuddet kan blandt andet være løntilskud, virksomhedsforløb eller jobrettet uddannelse og skal ifølge Dansk Metal gives inden for de første seks måneder som ledig. Alligevel har hver femte ledige stadig ikke fået et tilbud efter mellem 7 og 11 måneders ledighed. I den kommune, hvor det står værst til, gælder det ifølge Dansk Metal 77 procent.
- Ledige skal hjælpes videre i arbejde hurtigst muligt, og derfor nytter det ikke noget, at så mange ikke får uddannelse eller kontakt til lokale virksomheder, siger John Larsen, hovedkasserer i Dansk Metal.
Han peger især på dimittender, som typisk kun har ret til dagpenge i et år.
Dansk Metal foreslår, at ledige selv får ret til at sætte et tilbud i gang, hvis kommunen ikke har gjort det inden for de første seks måneder. Samtidig er kommunerne ved at omstille beskæftigelsesindsatsen efter en politisk beslutning om at spare 2,7 milliarder kroner årligt på området.