Det gav pote, da politiet efterlyste vidner til et voldsomt overfald på en ung mand i Esbjerg. Nu er tre formodede gerninsmænd anholdte i Esbjerg Kommune. De menes at stå bag grov vold begået mod en 16-årig ung mand onsdag den 12. august.
Syd- & Sønderjyllands Politi efterlyste fredag vidner til episoden, og modtog i den forbindelse tip fra borgere, som havde oplysninger til sagen. På baggrund af de oplysninger samt den videre efterforskning lykkedes det politiet at identificere de tre formodede gerningsmænd, som nu er anholdt.
- Vi vil gerne takke for de henvendelser, vi har modtaget i sagen. Det har haft stor betydning for vores efterforskning, siger politikommissær Claus Løbner, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Der er tale om tre mænd på henholdsvis 20, 20 og 16 år. Alle tre er bosat i Esbjerg Kommune.