Lis Dalsmark fra Nibe i Nordjylland troede, det var løgn, da jobcentret ville sende hende på fire ugers jobsøgningskursus, blot en måned, før hun skulle på efterløn.
Desværre - sådan er reglerne, lød det Jobcenter Aalborg.
Men nu vil minister for beskæftigelse Inger Støjberg (V) droppe reglen. Ældre på vej på efterløn skal fritages for aktivering, oplyser Kim Svendsen-Tune, kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Det er et af de første udspil fra Inger Støjberg i hendes kampagne "Væk-Med-Bøvlet-Inger".
"Yes!"
Som det er nu, bryder kommunerne loven, hvis de ikke aktiverer ældre, også selv om de skal på efterløn. Men det er spild af tid og penge, mener den arbejdsløse fabriksarbejder Lis Dalsmark.
Derfor er hun glad for, at Inger Støjberg har lyttet til kritikken.
"Jeg har lyst til at hoppe og sige yes," jubler Lis Dalsmark.
"Jeg er glad for, at dem, der kommer efter mig får en bedre behandling. For det er virkelig utroligt - det er jo spild af penge," siger Lis Dalsmark, der gik på efterløn for to uger siden efter et langt liv på arbejdsmarkedet.
Detaljerne i ministerens forslag kommer først på plads, når Inger Støjberg har forhandlet med Dansk Folkeparti og muligvis andre partier på Christiansborg.