Du skal grave dybt i pengekasserne og hoste op med 15,9 millioner kroner.
Men så får du også et udehus i glas, en grund på 2000 kvadratmeter og en træterasse med panoramaudsigt over Øresund.
Og adresse på Strandvejen.
Nu sætter Brian Laudrup og konen Mette deres luksusvilla i Skodsborg nord for København til salg. Igen.
"Ja, det er rigtigt. Papirerne har dog hele tiden ligget hos ejendomsmægleren, så der er egentligt ikke noget nyt i det," fortæller Brian Laudrup til B.T.
Den tidligere landsholdsstjerne har allerede haft den 180 kvadratmeter store Øresunds-hybel på markedet, men trak følehornene til sig i juni, da der ikke var salgs-bid efter ét helt år.
Laudrup ved endnu ikke, hvor han drager hen med familien, hvis det lykkedes at afhænde Strandvejsvillaen.
"Det ved man aldrig. Der kan ske så meget, så jeg ønsker ikke at kommentere det endnu," lyder det.