Det kan hjælpe mange almindelige danskere, at den tidligere landholdsstjerne Brian Laudrup i dag åbent har fortalt, at han lider af kræft.
Det mener formanden for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olsen.
"Kræft er en sygdom, som mange er bange for. Derfor har jeg meget stor respekt for, at han vælger at gå ud på denne måde," siger han til Newspaq.
Brian Laudrup stod i dag frem og sagde, at han lider af lymfekræft - en relativ mild kræftsygdom, hvor de fleste helbredes. Behandlingen kræver dog som regel strålebehandling og kemoterapi.
"Mange har nogle ubehagelige, dødsagtige forestillinger om kræft. Derfor kan man sige, at så meget åbenhed om sygdommen som muligt er positivt, fordi det kan hjælpe andre patienter," siger Frede Olsen.
Han mener, at det især er vigtigt, at han står frem, da der i dag ikke er megen fokus på de kræftformer, som de fleste overlever.
"Der sker mange rigtig gode ting i disse år på behandlingen af kræft. Mange helbredes eller kan leve med deres sygdom i mange år. Det behøver ikke længere være en livstruende sygdom," siger han.